• Forside

Todt: Michael er genial

Med sin 8. sejr i sæsonen, hvoraf de 7 nu kan skrives på Michael Schumachers konto, har Scuderia Ferrari armene i vejret, og teamchef Jean Todt tilskriver sejren til tyskeren, som han kalder genial. Også teamet roses til skyerne.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 1/10 2006 klokken 23:10

Med sejren i Kinas Grand Prix er Ferrari nu oppe på hele 191 sejre i de 739 løb, hvor teamet har deltaget. Michael Schumacher kan nu bogføre sin 91. sejr i 248 løb og sin første på banen i Shanghai.

Teamchef Jean Todt tilskriver sejren til tyskeren, som han kalder genial. Også teamet roses til skyerne.

Jean Todt
”Det var et ubegribeligt intenst løb i hvilket Michaels geni, teamets talent og de exceptionelle Bridgestone dæk tilsammen gjorde det muligt. Det var en skam, at en kollision med David Coulthard ødelagde Filipes flotte avancement undervejs i løbet.”


Michael Schumacher har passeret det ternede flag i Kinas Grand Prix 2006.

”Hvis vi ser tilbage på hvor vi var efter Montreal, og så til det faktum, at Michael nu har fanget sin største rival, og at vi kun er et point efter i konstruktørernes mesterskab. Så er det en yderligere bekræftelse på, at man aldrig skal give op.”

Michael Schumacher
”Jeg er bare så glad. Jeg vil gerne takke teamet for dette resultat, for de har udført et fantastisk stykke arbejde. Efter starten var jeg overrasket over, at jeg kunne matche bilerne foran mig, hvilket var meget bedre, end jeg havde forventet.”

Efter et stykke tid var jeg tæt på Fisichella, og jeg tænkte, at hvis jeg kunne passere ham, og selv om jeg måske alligevel ikke kunne vinde, så ville jeg i det mindste kun tabe 2 points til Fernando. Det ville være ganske godt, når man tænker på vores udgangsposition.”

”Det var meget vigtigt at reducere gabet op til Renault efterhånden som banen begyndte at tørre op, og det vigtige øjeblik kom, da der skulle skiftes til tørvejrsdæk. Jeg vidste, at jeg ville have en chance for at passere Fisichella i det første sving, eftersom han endnu ikke havde fået varme i sine dæk. Og det var nøjagtigt hvad der skete.”

”På de sidste omgange kørte jeg forsigtigt, men var aldrig bange for at blive indhentet. Nu har vi Suzuka, som er en bane jeg elsker at køre på, men det er vanskeligt at komme med nogle forudsigelser, og som sædvanlig bliver det dækkene, som bliver afgørende.”

Filipe Massa
”Jeg var meget hurtig igennem hele løbet, både på den våde og tørre bane. Det er derfor en skam, hvad der skete med Couthard. Vi lå og kæmpede og ved enden af langsiden, og kom jeg en smule for langt, fordi banen var glat og vi endte med at røre ved hinanden. Desværre ødelagde jeg derved mit venstre forhjulsophæng og måtte udgå.”

”Det er ærgerligt, fordi teamet kæmper for at vinde konstruktørernes mesterskab, men det har jeg tænkt mig at råde bod på, når vi kommer til Suzuka”

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER