Set over sidste og indeværende sæson kommer det næppe som nogen overraskelse, at McLaren-Honda sandsynligvis starter i sidste række til Aserbajdsjans Grand Prix på søndag. Årsagen er lige så lidt overraskende, idet teamet er nødsaget til at skifte væsentlige dele på den såkaldte PU (power-unit).
Oprindeligt skulle enhederne være skiftet op til Canadas Grand Prix for snart 14 dage siden, men på grund Baku-bybanens layout, besluttede McLaren at vente og dermed tage straffen i oliebyen.
Det drejer sig om MGU-H-enheden (varme-energienheden), og som en konsekvens af udskiftningen møder begge biler op med helt nye turboladere. Da det er sjette gang hvert af disse elementer skiftes, udløser det 15-pladsersstraffen.
”Vi har nogle straffe allerede fra start, og det er bestemt ikke ideelt, med den situation vi er i,” lød det ærligt fra Vandoorne under pressekonferencen i dag i Baku.
Alonso og Vandoorne holder facaden.
Copyright McLaren Media
"Vi vil forsøge at gøre vores bedste, måske fokusere mere på løbssimulationer, og forhåbentlig kan vi spille en rolle i løbet. Men vi konkurrerer sandsynligvis fra bunden af gridden."
Da der blev spurgt ind til, hvilke forbedringer man kunne forvente med de nye dele, skulle Vandoorne ikke have ørerne i maskinen.
"For at være helt ærlig, så er det svært at sige. Jeg tror nok mere det er et spørgsmål til Honda. Men jeg tror ikke det vil være væsentligt anderledes."
Foruden MGU-H kommer Alonso til at køre med en ny forbrændingsmotor, hvilket er fjerde gang i sæsonen og dermed den sidste inden næste straf udløses. Årsagen er spanierens exit i Canada, hvor Honda-motoren gav op få omgange før det ternede flag.