Bahrains GP - Løbsresumé: Vettel vinder

Valtteri Bottas kunne denne søndag starte løbet fra forreste position, hans første pole-position i karrieren. Læs med her og se, hvordan løbet udviklede sig.

Sebastian Vettel. . Copyright Ferrari Media

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 16/4 2017 klokken 18:04

Inden løbet blev det meddelt, at Kevin Magnussen havde tekniske problemer med sin racer, der dog umiddelbart blev ordnet inden, at starten gik. Stoffel Vandoorne og McLaren havde indtil videre haft en decideret forfærdelig weekend, der ikke blev bedre, da belgieren slet ikke nåede til start.

Efter de røde lys kunne man se Bottas komme flot fra start i sin Mercedes, mens Vettel fik kæmpet sig forbi Hamilton. Verstappen havde også god fart i sin racer, og kørte sig op som nummer fire, mens Raikkonen havde kontakt og røg et godt stykke ned i feltet.

Der var masser af action fra start med masser af dramatik og dueller. Kevin lå efter første omgang som nummer 16, og skulle nu finde sin vej uden om Alonso.

Bottas var køligheden selv i front efter de første tre omgange, mens der også faldt lidt ro over feltet. Han fik dog ikke lov at slippe væk, da Vettel formåede at holde sig inden for det gyldne sekund, og kunne således bruge sin DRS til at holde sig tæt på finnen.

Raikkonen var efterhånden kommet til at sidde fast bag Felipe Massa, men fik på ottende omgang kæmpet sig forbi. Længere oppe var trekampen ved at transformere sig om til en firkamp, da Verstappen begyndte at køre sig op til Hamilton.

På niende omgang skete det, som der lå en frygt for i baghovedet. Kevin Magnussen måtte trække sig ud af løbet. En handling, der højst sandsynligt havde forbindelse til det problem, der opstod på opvarmningsomgangene inden selve løbet.

På slutningen af omgang 10 trak Ferrari det taktiske kort og kaldte Vettel i pit. Spændende udkast fra Ferrari, der kunne sætte gang i hele pit-stop møllen.

Verstappen fulgte trop omgangen efter, men det varede dog ikke længe, da hollænderen kort tid efter plantede sin Red-Bull racer i væggen.

Den næste i rækken til at udgå var Lance Stroll, der blev ramt af Sainz for enden af langsiden. Lige efter måtte også Sainz give op i dagens race. Stroll's placering af sin bil kaldte Safetycaren på banen, hvilket var en gave til Mercedes.

Alt dette sendte Vettel i front, mens de to Mercedes racere nu var på to forskellige typer af dæk, hvilket i den grad var med til at øge den taktiske spænding.

Samtidig havde Mercedes valgt at lave et dobbelt-stop, hvor Bottas og Hamilton pittede lige efter hinanden. Desværre betød en fejl fra pit-mandskabet, at Hamilton tabte sin position til Ricciardo, og skulle nu bruge yderligere kræfter på at køre sig forbi australieren.

Kortefter forsøgte Hamilton at opholde Ricciardo i pitten ved med vilje at køre langsomt - en episode, der efterfølgende blev efterforsket af løbets stewards. Det gav i sidste ende en straf på fem sekunder til Hamilton.

På slutningen af omgang 16 kørte safetycaren ind igen, og gav løbet frit. Hamilton var i det samme med angreb på Ricciardo, og kørte sig forbi for enden af langsiden. Bottas var også helt oppe i nakken på Vettel, der forsvarede sig bravt og kastede tankerne tilbage på Hamilton og Rosberg's duel for tre år siden på samme bane.

Efter 23 omgange havde Vettel skabt sig et komfortabelt hul ned til Bottas. Mercedes kæmpede internt med deres kørere og strategier, mens Ferrari havde fået skabt sig den taktiske overhånd.

På omgang 27 fik Hamilton kørt sig - mere eller mindre på bestilling - forbi Bottas, hvilket også var en nødvendighed rent strategimæssigt, da Hamilton kunne køre til mål på sine dæk, mens Vettel skulle i pit igen.

På omgang 30 pittede Bottas for anden gang og kom ud som nummer syv. Hamilton kæmpede for at hente ind på Vettel inden, at tyskeren skulle i pit. Det så dog ud til, at Hamilton kunne holde nogenlunde kort snor i Vettel, og overtog føringen på omgang 33. Bottas havde samtidig god fart i raceren og begyndte at køre sig tilbage mod de øverste positioner.

Det hørte dog med til historien, at Hamilton på dette tidspunkt havde kørt længe på sine daværende dæk, som han havde planlagt at køre til mål på, mens Vettel kunne trykke speederen ud gennem gulvet af sin racer. Samtidig kunne straffen på de fem sekunder få indflydelse på det endelige resultat.

Senere i løbet blev det 'officielt' meddelt over radioen til Bottas, at Hamilton skulle pitte igen, og derved var det så godt som sikkert, at Vettel og Ferrari ville tage endnu en sejr, hvis ikke Bottas gjorde et eminent stykke arbejde, og kørte de ni sekunder ind på Vettel, som han på daværende tidspunkt var bagud. Hamilton pittede på omgang 41, og tog samtidig sin straf.

I den sidste del af løbet hentede Hamilton i den grad ind på Vettel, og var samtidig også gået forbi Bottas. Det blev en tæt afslutning, men endnu en taktisk genistreg fra Ferrari - iblandet en portion held med safetycaren - sikrede, at Vettel kunne have trofæet, og nu notere sig for to sejre i denne sæson.

Som en lille sidenote skal det med i denne skrivelse, at Alonso - som kæmpede heroisk gennem hele løbet - til sidst også måtte lide samme skæbne som sin teamkammerat. Alonso var i forvejen overordentligt frustreret, og ørerne må være rødglødende hos Honda.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Bahrains GP: Løbet LIVE Kevin: Jeg ved ikke hvad der gik galt »