• Forside

Hamilton tester på Silverstone i dag

Når McLaren i dag indleder en to-dages test seance på Silverstone banen i England, bliver det med GP2 mesteren Lewis Hamilton bag rattet. Den unge brite skal bevise, om han er manden der skal satses på som teamkammerat til Fernando Alonso i 2007.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 19/9 2006 klokken 09:09

Forud for mere intensive testkørsler på banen i Jerez, Spanien, kører McLaren i dag indledende testkørsler på Silverstone i England og aktørerne bag rattet bliver den nybagte GP2 mester Lewis Hamilton samt teamets nuværende løbskører Pedro de la Rosa.

Hvis det lykkes for Hamilton at gøre indtryk på teamet, vil briten sandsynligvis blive bekræftet som teamkammerat til verdensmesteren Fernando Alonso inden udgangen af december i år. På bekostning af de la Rosa, forstås.

Hvis teamledelsen på den anden side endnu føler sig usikker på Hamilton, vil den unge kører kunne indtræde som McLarens testkører en sæson inden et egentlig sæde kan blive aktuelt, hvilket vil klæde briten yderligere på til de kommende opgaver.


Lewis Hamilton da han vandt Monacos GP2 løb for ART GP.

McLaren F1’s administrerende direktør Martin Whitmarsh lægger dog ikke skjul på, at den 21-årige Hamilton har det talent, der skal til for at kunne gøre sig gældende.

”Han har udført et fantastisk stykke arbejde, og han har gjort alt det vi har bedt ham om i hvert mesterskab, som han har deltaget i,” udtaler Whitmarsh. ”Bare se på hvad han har opnået i (GP2) mesterskabet. Hans resultatliste er fantastisk og jeg er sikker på, at vi vil opleve ham i F1 i årene fremover.”

Og mon ikke disse udtalelser fra manden med checkhæftet antyder, at vi vil se Lewis Hamilton hos McLaren i 2007?

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.