Alonso: Du skulle have ventet på mig

Fernando Alonso er ikke sur, men han er skuffet over at Mark Webber ikke ventede med at trække sig tilbage, til de to havde kørt sammen for Porsche.

Fernando Alonso. . Copyright McLaren Media

Af: Kim Kristensen (kk@bmf1.dk) d. 21/11 2016 klokken 19:11

Rygterne om Fernando Alonsos fremtid inden for Formel 1 har længe været et tilbagevendende tema. Indtil videre har verdensmesteren fra 2005 og 2006 kontrakt med McLaren en sæson mere, men hvad skal der ske med ham, når kontrakten udløber? Det spørgsmål fylder en del, fordi mange så gerne at han fortsatte i Formel 1 lidt endnu. Det er dog ikke sikkert fordi spanieren flere gange har ytret et ønske om at køre Le Mans.

Fernando Alonso.
Copyright McLaren Media


Det ønske har Alonso netop pustet lidt ekstra til, da han sagde noget meget interessant under en afskedsvideo, som FIA har lavet til Mark Webber, som kørte sit sidste racerløb i lørdags.

"Du har haft en fantastisk karriere, først i Formel 1 og nu med Porsche. Det er bare en skam, at du ikke ventede på mig, fordi det kunne have været fedt at være omkring dig. Så kunne jeg stille en masse spørgsmål. Det kommer jeg nemlig til når jeg bliver en del af dit eventyr," lyder det fra Fernando Alonso.

Mark Webber Interlagos 2014
Copyright Porsche Motorsport


Denne kommentar har fået sat en masse rygter i gang, som leger lidt med tanken, om Fernando Alonso har skrevet kontrakt med Porsche til WEC-sæsonen 2018. Dette er dog kun rygter, men spanieren har før været rygtet til både Porsche og Audi. Nu er Audi så ude af billedet, og derfor må Porsche regnes for at være den bedste mulighed for spanieren, hvis han virkelig gerne vil skifte fra Formel 1 til sportsvogns-racing.
Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Brown afløser Dennis Minister: Vi forlænger ikke kontrakten »