• Forside

Spyker: Klien, Monteiro, Albers...

Med Spykers køb af Midland F1 Racing er spekulationerne sat i gang om, hvilke kørere, der skal være hos Spyker i 2007. Monteiro, Albers, Klien, Sutil, Valles er nogle af efternavnene på potentielle kørere.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 13/9 2006 klokken 12:09

Christijan Albers har allerede skrevet kontrakt med et Formel 1 hold for 2007 sæsonen. Det bliver dog først i den japanske løbsweekend hans 2007 hold bliver annonceret, hvilket har gjort, at han bliver sat i forbindelse med Super Aguri F1, men også p.g.a. Spykers hollandske nationalitet en fortsat plads hos Midland F1/Spyker.

Christian Klien er blevet ledig på markedet efter opsigelsen fra Red Bull Racing. Han sættes i forbindelse med det ene løbssæde i 2007, såfremt han kan medbringe sponsorpenge fra Red Bull. Noget som virker usandsynligt ovenpå RBR’s irritation over Kliens afvisning af en betalt fremtid. Indtil videre er han dog kandidat til at være 3. køreren i de sidste 3 oversøiske løb.

Collin Kolles udtalte til den østrigste tv-station ORF

”Før separationen fra Red Bull var han allerede på vores liste. Nu hvor han er fri vil vi prøve at få ham i tredjekørerbilen så hurtigt som muligt.”


Hvilke kørere sidder i Spyker MF1 bilerne i 2007?

Tiago Monteiro imponerede en masse mennesker sidste år, og det var den primære grund til at han sikrede sig en plads hos Midland F1 i år. Det og så de portugisiske sponsorerer. 2006 har dog på ingen måde levet op til debutsæsonen, og uden et portugisisk Grand Prix, så er der nok flere penge i en anden kører. Men det kommer jo bl.a. på Albers. Hvis han forsvinder, så er Monteiro kontinuiteten i teamet.

I kulisserne blander den tyske kører Adrian Sutil sig. Han har gjort det godt under de tests han har kørt for Midland F1 i år, og han regnes for et af Tysklands store kommende talenter. Han er nok et bedre bud på tredjekørerbilen, end på et egentlig løbssæde, men han står stadig på listen over potentielle kørere.

Det samme gør, lidt overraskende for denne skribent, spanske Adrian Valles. Adrian Valles kørte i år GP2 løb for Campos Racing, men sluttede langt nede i feltet efter en 3. plads i åbningsløbet på Valencia banen og en 8. plads på Cattalunya banen.


Markus Winkelhock er en af de kørere, som kan være potentiel 3. kører i 2007

Adrian Valles skal teste for Spyker MF1 Racing den 19. eller 20. september på Silverstone. Collin Kolles siger om Adrian Valles.

”Adrian har imponeret vores team med hans kørsel i både Renault World Series og GP2. Vi forstår vigtigheden af at være de første til at prøve nye talenter som Adrian for at vurdere deres potentiale til at køre Formel 1, og vi ser frem til en god præstation fra ham.”

Adrian Valles siger om den kommende test.

”Jeg er meget glad for at få min første Formel 1 test hos Spyker MF1 Racing. Det er den perfekte mulighed for at demonstrere mine evner, og jeg ved at jeg vil belønne dem for den tillid de viser mig.”

Listen af potentielle kørere og testkørere er dog væsentlig større. Vi har undladt at nævne den store række af testkørere, som Mondini og Winkelhock for meget kort at nævne to af de potentielle kørere.