Kevin Magnussen klar til Haas

Det er utvivlsomt en temmelig frustreret Kevin Magnussen, som ankommer til Brasiliens Grand Prix. Kilder mener nemlig, at danskeren ikke er Renaults førstevalg til det sidste sæde, hvilket gør kørerens igangværende dialog med Haas F1 højaktuel.

Kevin Magnussen, Mexico 2016. . Copyright Renault Sport

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 9/11 2016 klokken 13:11

Der har været talt om det tidligere, men nu får det pludselig endnu mere aktualitet. Kilder tæt på Renault lader nemlig vide, at Kevin Magnussen ikke er førstevalget til det ledige sæde ved siden af Nico Hülkenberg, som for kort tid siden blev bekræftet som en del af kører-linieup’et for 2017.

Denne situation betyder, at danskerens dialog med Haas F1, som for alvor fik brændstof i Mexico, er blevet højaktuel. Det menes, at den 24-årige dansker her er blevet tilbudt en étårig kontrakt med det amerikanske team.

Selv om Magnussen på intet tidspunkt har lagt skjul på, at det er hos Renault han kan ”kæmpe med om mesterskabet i fremtiden”, så er danskerens frustrationer til at forstå. Således indvilligede han i at forlænge Renaults option på ham med fjorten dage med den tilføjelse, at han havde lov til at gå i dialog med andre team imens. Siden er intet sket og Renault holder kortene tæt ind til kroppen.

Bliver Kevin teamkammerat med Romain Grosjean (foto)?
Copyright Haas F1


Forud for Mexicos Grand Prix lagde Haas’ teamchef Günther Steiner ikke skjul på, at Magnussen længe har været inde på teamets radar. Teamchefen ser danskeren som en oplagt mulighed som kollega til Romain Grojean. I Mexico oplyste Steiner således, at han hele tiden har været i dialog med Renault-køreren, og at ”han (Magnussen, red.) er en kører, som hører hjemme i Formel 1”.

Falder brikkerne på plads for Magnussen hos Haas, mener kilder, at dette gør den ene af de nuværende kørere, Esteban Gutierrez, til et emne for Renault. Med en 11. plads som bedste placering har mexicaneren dog ikke de største resultater på CV’et, så han må se i øjnene, at der skal kæmpes om sædet med nuværende Renault-chauffør Jolyon Palmer og ikke mindst Manors Esteban Ocon. Sidstnævnte rygtes dog også til Force India.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Sådan bliver Rosberg verdensmester i Brasilien Palmer fortsætter hos Renault »