Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 11/9 2006 klokken 14:09
Kimi Räikkönen håber, at han med sin nye Ferrari kontrakt, endelig kan sikre sig verdensmesterskabet, som han tidligere var så tæt på at vinde.
”Jeg ser meget frem til at køre for Ferrari i 2007,” kom det fra den ellers så tavse finne. ”De kan være holdet, der hjælper mig til mit første verdensmesterskab,” tilføjede han.
Hos Ferrari skal man nu til at indstille sig på, at have en pilot på holdet, der ikke er verdensmester i at takle pressen, som Schumacher ellers har været, hvilket vil give ekstra arbejde til Ferraris pressestab.
Men til trods for de få ord, fik Kimi Räikkönen udtalt, at han helt klart havde forventet at have sikret sig sin første verdensmester titel på nuværende tidspunkt. Men da det endnu ikke er sket, håber han på at det vil ske med Ferrari.
”Jeg har før været tæt på, men nu skal det lykkes,” kom det fra ham.
Til spørgsmålet om, hvorfor han har valgt at forlade Mclaren, svarede han: ”Der er mange forskellige ting der har fået mig til at skifte. Men det faktum, at jeg har været der i 5 sæsoner er nok det mest afgørende.”
”Jeg skulle videre nu, hvis ikke jeg skulle gro fast,” sluttede Kimi Räikkönen, der så vil få den røde kørerdragt på efter sæsonen.