Officielt: Formel 1 solgt til amerikanerne

Det, som man uden nogen tvivl kan kalde én mands livsværk, er nu solgt. Således bekræftede amerikanske Liberty Media Corporation sent i aftes, at koncernen nu endeliggyldigt har købt Formel 1.

Ferrari tager starten . Copyright Ferrari Media

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 8/9 2016 klokken 10:09

Formel 1 er nu endegyldigt solgt og Chase Carey, manden der startede Fox Sports i midten af 1990’erne, bliver formand i det nye selskab, officielt kaldt Formula One.

Bernie Ecclestone, blandt venner og fans kaldt onkel Bernie, kan dermed smile hele vejen ned til banken, idet F1-bossen med salget af sin 5,3% aktiebeholdning i den lukrative forretning, kan indkassere ca. 320 millioner dollars. Dertil kan man også lige lægge Bernies familiefond, som har 8,5% aktier i forretningen.

Den totale pris lyder på 8,5 milliarder dollars (ca. 65 milliarder kroner), hvilket gør onsdag til en ganske indbringende dag for Ecclestone, som uden nogen indvendinger kan kalde salget for kronen på sit livsværk. Med til historien hører, at de 4,4 milliarder af købet anses som ren værdi, mens de 4,1 milliarder er gæld, som overtages af de nye ejere.

Bernie Ecclestone er en glad man i disse dage.
Copyright Getty Images/Red Bull Racing


Hovedaktionæren i det gamle selskab, CVC Capital Partners, kan også smile bredt, idet selskabet købte Formel 1 for ti år siden for ca. 2 milliarder dollars og dermed har tjent 6 milliarder dollars på handlen. Et ganske pænt afkast, må man sige.

Formel 1-fans vil utvivlsomt komme til at opleve store forandringer med Chase Carey ved roret. Således ejer Liberty Media baseballholdet Atlanta Braves og ikke mindst SiriusXM, et stort online radioimperium, som streamer radio via satellit til mobile enheder i USA.

Man kan derfor sagtens forestille sig, at Formel 1 fremover vil blive lettere tilgængeligt via streaming, og at traditionelle TV-stationer dermed går svære tider i møde. Surt for traditionelt TV, godt for fans verden over.

Med amerikanske ejere kan man også forestille sig, at Formel 1 vil få bredere markedsføring og udbredelse i USA, som aldrig helt har taget F1 til hjertet. Således deltager ingen amerikanske kørere i øjeblikket i motorsportens kongeklasse, selv om Haas F1 team er et rent amerikansk team.

Aftalen indebærer, at 85-årige Ecclestone fortsætter som CEO for det nye selskab i yderligere tre år.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Williams lader sig ikke friste Tost: Vi er snart tilbage »