Horner: Mercedes forsinker med vilje regelændringer

Senest d. 30. april skal de fire fabriksteams i Formel 1 fremlægge et skelet for det kommende 2017-reglement. Red Bulls teamchef Christian Horner mener, at teamene med vilje forhaler processen.

Nico Rosberg . Copyright Mercedes AMG

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 25/4 2016 klokken 11:04

FIA har givet Formel 1’s fire fabriksteams Mercedes, Ferrari, Honda og Renault (også kaldet Strategigruppen) mandat til at fremlægge en køreplan eller ramme for et ny reglement, som skal træde i kraft fra og med sæsonen 2017. Planen skal være klar senest d. 30. april, men allerede inden fremlæggelsen kritiseres gruppens arbejde stærkt.

Således anklager Red Bulls teamchef Christian Horner nu direkte strategigruppens formand, Mercedes’ teamchef Toto Wolf, for at forfejle hensigten med gruppens arbejde.

"Han ved, at han ikke kan opfylde nogen af de kriterier, som han fik til opgave at gennemføre," siger Horner.

Christian Horner
Copyright Red Bull Photofiles


"Det er tydeligt, at der været forsøg på at forhale processen og spille på tiden (deadline d. 30 april), så den derved bortfalder.”

"Det producenterne leder efter, er en modydelse – de forsøger at få reglerne stabiliseret for de næste fem år, og det tror jeg ikke på at kommercielle rettighedsindehaverne (Formel 1’s ejere, red.) eller det styrende organ (FIA, red.) vil gå med til, med mindre kriterierne (for gruppens opgave, red.), er blevet opfyldt.”

"Hvis de ikke kommer med noget – hvis priserne ikke kommer ned, hvis man ikke søger mod en løsning og hvis leverancer (af motorenheder, red.) ikke bliver garanteret – så er kriterierne ikke opfyldt."

Horner mener, at såfremt strategigruppens næste møde med F1 Commision ender uden et tilfredsstillende resultat, vil FIA’s præsident Jean Todt og F1-bossen Bernie Ecclestone presse på for at få nye og uafhængige motorproducenter ind i Formel 1.

”Hvordan skal man ellers håndtere priser, leverancer og nå til enighed,” tilføjede han. ”Det er stadig et meget stort problem.”

Toto Wolff er formand for Strategigruppen.
Copyright Mercedes AMG


”I øjeblikket har vi god racing, men vi har altså stadig disse problemer, som skal løses.”

Problemerne, som Horner sigter til, er de fire kriterier, som strategigruppen skulle nå til enighed om: (1) en markant reduktion af omkostninger på 12 mio. euro., (2) tilgængelighed eller garanti for levering af motorenheder, (3) yderligere mulighed for øgning af farten samt (4) mere motorstøj.

Toto Wolf afviser dog kritikken.

”Vi er tæt på målet,” beroliger Mercedes-chefen.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Banerekord til Kevin (opdateret) Hamilton kan genbruge motor »