Det lille schweiziske team, Sauber F1, har længe kæmpet med økonomien, ja, faktisk i årevis, og på det seneste har medier derfor spekuleret i, om teamet overhovedet har finansielle midler til at stille op i næste weekend til Kinas Grand Prix. Således har de ansatte endnu ikke fået udbetalt deres løn for marts måned.
Nu bekræftes det imidlertid, at deres ene kører, Marcus Ericssons, svenske sponsorer har stillet økonomisk garanti for de udeblevne lønudbetalinger, og at pengene vil glide ind på de ansattes lønkonti senest mandag. Det skriver Autosport.
Marcus Ericsson og Felipe Nasr
Copyright Sauber Motorsport
I sidste weekend, i forbindelse med Bahrains Grand Prix, udtalte Ericsson, at han var ”100% sikker" på at de kom til start i Kina, så noget tyder på, at tingene allerede på det tidspunkt var ved at falde på plads.
Indtil videre ser problemerne altså du til at være løst, men hvis ikke man finder yderligere finansiel backup indenfor de næste få uger, har Sauber kun Felipe Nasrs brasilianske sponsorer at ty til, hvis lønningerne for april skal blive udbetalt.
Ovennævnte er sandsynligvis årsagen til at teamchef Monisha Kaltenborn (billedet øverst) har været fraværende under de seneste grand prix’er, idet der utvivlsomt har været mere brug for hende i Hinwil.
Sauber er det ene af tre teams, som har fået udbetalt forskud på sin (forventede) pointbonus fra F1-bossen Bernie Ecclestone.