Det nystartede Haas F1 Team havde inden sæsonstart sat sig det mål, at de ville have point i deres debut-løb i motorsportens kongeklasse. Det fik de, da Romain Grosjean sluttede som nummer seks i Australien. Det nye amerikanske team fik også point i Bahrain og det var endnu en gang Grosjean, som hentede pointene, da han sluttede som nummer fem.
Romain Grosjean krydser stregen og score point til Haas i teamets første løb
Copyright Haas F1
Den flotte debut har fået Haas-drengene til at sætte sig et nyt mål for sæsonen. Nu går de nemlig efter at få point i alle sæsonens løb. Teamchef Gunther Steiner siger dog, at han ikke ved om de kan nå målet, men de satser naturligvis på det.
"Vi vil forsøge at score point i alle løbene, men jeg har ingen anelse om det kan lykkedes for os. Vi ved, hvad bilen kan og vi ved den har fart det har den vist over de to første løb. Derfor tror jeg helt klart vi har muligheden for at score point i alle løbene," lyder det fra Steiner.
Guenther Steiner og Gene Haas
Copyright Haas F1
Sidste gang et nyt team fik point i deres debut var Toyota-teamet tilbage i 2002. Den gang lykkedes det for Mika Salo at slutte som nummer seks i Australien lige som Grosjean. Det lykkedes dog ikke for Toyota at hente point i deres andet løb, så Haas har allerede sikret sig titlen som bedste debuterende team i det nye årtusinde.