• Forside

Skal Montoya debutere i IRL i år?

Normalt beskæftiger vi os primært med Formel 1 på denne side, men når den tidligere McLaren kører Juan Pablo Montoya kan få indflydelse på et mesterskab i en helt anden serie, så er det alligevel en nyhed vi bruger lidt tid på.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 16/8 2006 klokken 13:08

Om to uger skal Indy Racing League afvikle en afdeling af mesterskabet på Infineon Speedway i Californien og det er modsat normalen ikke en ovalbane, der skal køres på.

Rygter fra USA cirkulerende omkring Chip Ganassi Racing og Juan Pablo Montoya indikerer, at Chip Ganassi Racing vil indsætte en tredje bil, som skal køres af Juan Pablo Montoya.

Chip Ganassis to kørere Scott Dixon og Dan Wheldon ligger i tæt konkurrence med Team Penskes Sam Hornish Jr, der fører mesterskabet, og Helio Castroneves. Vinderen af årets IRL mesterskab skal findes blandt de fire kørere, og Juan Pablo Montoyas opgave bliver at tage point fra de to Penske kørere.


Debuterer Juan Pablo Montoya i IRL i denne sæson?

Der er kun to løb tilbage i mesterskabet og Sam Hornish jr, der fører mesterskabet gør det sjældent godt på permanente racerbaner, så hvis Juan Pablo Montoya kan slutte foran Sam Hornish jr, vil han tage point fra den mesterskabsførende.

Hvor vidt det bliver et one-off løb eller om Juan Pablo Montoya også skal deltage i afslutningsløbet på Chicagoland vides ikke endnu, men begge baner vil samtidig give lidt erfaring, da begge baner også er en del af NASCAR kalenderen.


Juan Pablo Montoya skal hjælpe Scott Dixon i den bagerste bil med at vinde over Sam Hornish jr i den forreste Penske racer

Vi venter stadig på en officiel bekræftelse fra Chip Ganassi, men ellers finder vi ud af det den samme weekend, som Formel 1 bliver afviklet på ’Tilkedromen’ i Tyrkiet.