Russisk motorsport er for alvor på vej til at bide sig fast i den store motorsportsverden. Man ser russiske teams dominere diverse Endurance serier, og i Formel 1 har kørere som Vitaly Petrov og Daniil Kvyat leveret glimrende resultater.
Daniil Kvyat
Copyright Red Bull Photofiles
Nu vil Force India også have del i den russiske kage, og derfor har man skrevet kontrakt med den 16-årige russer Nikita Mazepin, som skal være teamets nye udviklingskører. En aftale som bringer glæde til både den unge russer selv, men også til Force Indias ejer Vijay Mallya.
"Det er en stor mulighed for Nikita at blive en del af vores team, vi har en god historik, når det kommer til at finde og udvikle unge talenter," udtaler Mallya.
"Det er en stor ære at blive en del af Force India, det er det største skridt i min karriere. Tak til Vijay og alle andre omkring teamet, fordi de giver mig denne mulighed," siger Nikita Mazepin.
Nikita Mazepin
Copyright Force India
I sidste sæson kørte den unge russer i Renault 2.0 serien, hvor det blandt andet blev til en tredjeplads i et af løbene på Red Bull Ring. I denne sæson skal den unge Mazepin deltage i Formel 3 euro serien. Udover det skal han i form af sin nye rolle som udviklingskører naturligvis også køre en masse simulator hos Force India.