Raffaele Marciello har været en del af Ferraris talentprogram siden 2010, hvilket har kastet et europæiske Formel 3 mesterskab og nogle GP2 podiepladser af sig. Udover succes i andre løbsserier, har Marciello også fået lov til at teste diverse Formel 1 biler for Ferrari og Sauber, men nu er det samarbejde altså slut.
Raffaele Marciello tester for Sauber
Copyright Sauber Motorsport
Ferrari har ikke meldt noget ud om grunden til brudet, men Marciello selv udtaler, at det skyldes, at han ikke kan fungere sammen med teamchef Maurizio Arrivabene
"Han stolede ikke på mig, og vi fungerer ikke sammen, så derfor tror jeg, at han har besluttet, at jeg ikke er den rigtige for Ferrari. Jeg tror ikke, han kan lide mig, det er normalt, at man har det sådan med nogle folk. Derfor tror jeg, han ikke ville have mig hos Ferrari og skubbede mig ud," siger Marciello.
Maurizio Arrivabene
Copyright Ferrari Media
Marciello hentede fire podieplaceringer i GP2 sidste sæson, mens resten af resultaterne var lidt middelmådige. Skal man se det objektivt, kunne de manglende resultater i GP2 måske have noget med bruddet at gøre. En sejr og alt i alt 7 podieplaceringer på to sæsoner var måske ikke det, Ferrari havde forventet. Marciello opgiver dog ikke drømmen om Formel 1, han fortsætter i GP2 og håber på, at det kan give ham et sæde i Formel 1 i fremtiden.