FIA skal under luppen

For et imødegå stigende kritik fra visse Formel 1-teams har den internationale motorsports øverste organ, FIA, på eget initiativ bedt et uafhængigt konsulentfirma om at undersøge organisationen og dens transaktioner.

FIA Formel 1-flag . Copyright Ewert Foto

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 16/1 2016 klokken 18:01

Det har næppe undgået nogens opmærksomhed, at ikke alt, hvad der foregår bag sportsorganisationernes lukkede døre, tåler dagens lys.

For et års tid siden startede lavinen med korruptionsanklager mod det internationale fodboldforbund FIFA, og helt aktuelt er det internationale atletikforbund IAAF nu også under anklage for korruption og ikke mindst for at dække over dopingmisbrug hos russiske atletikudøvere.

For at sikre fuld transparens og ikke mindst imødegå anklager fra bl.a. Sauber F1 og Force India, der kalder FIAs behandling af private Formel 1-teams for ”unfair og ulovlig”, har FIA bedt et uafhængigt konsulentfirma gennemgå organisationens arbejdsgange.

Sauber teamchef Monisha Kaltenborn har kritiseret FIA for manglende fairness overfor de små private teams.
Copyright Sauber Motorsport


"Har jeg det godt med den måde, vores organisation er struktureret og fungerer på? Ja, det har jeg, og jeg er meget stolt af alle de mennesker, der er involveret i det,” udtaler FIAs præsident, Jean Todt.

"Men når det er sagt, så føler jeg også, at hvis man sigter mod at gøre det ypperste, så kan du altid prøve at gøre det bedre.”

"Jeg har derfor bedt et bestemt konsulentfirma om at tage et kig på vores organisation, og hvis de mener, at de kan rådgive os til at foretage forbedringer, så vil jeg være meget glad for at tage det med også."

Todt bekræfter, at spørgsmålet har været diskuteret internt i organisationen og helt op på øverste niveau, før en endelig beslutning blev taget.

"Vi følte behov for at spørge nogle eksperter til råds, og for at kunne vise fuld åbenhed med hensyn til den måde, vi er struktureret på," tilføjede Todt.

Jean Todt (th.) på besøg hos Claire Williams hos Williams F1.
Copyright Williams F1 Team


"Måske vil vi få nogle forslag på baggrund af deres ekspertise, og jeg vil være glad for at tage dem til mig."

"Vi er en meget gennemsigtig organisation, og vi glæder os til at se, om vi kan gå til næste trin, hvilket jeg har prøvet at gøre, siden jeg blev valgt (som præsident for FIA, red.) for seks år siden.”

"De arbejder i øjeblikket sammen med os, og vi forventer noget fra dem i løbet af de kommende uger, men ikke nogen form for revolution. Alle vores konti er blevet lagt frem for et revisionsfirma, og de har allerede godkendt dem.”

"Dette handler mere om styring, og selv på dette punkt har vi ændret vedtægterne løbende over de sidste seks år og samtidig hele tiden forbedret dem. Men det er en løbende proces," slutter Todt.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Manor består crash-test Nyt tiltag skal få kvinder i F1 »