Tidigere Ferrari-mand til Manor

Manor F1 er i gang med at blive forstærket, idet man har ansat den tidligere Ferrari-designer Nikolas Tombazis som chef for aerodynamik.

Ruslands GP 2015 . Copyright Manor Marussia F1 Team

Af: Kim Kristensen (kk@bmf1.dk) d. 16/1 2016 klokken 13:01

Formel 1-feltets bundprop, Manor F1, har forstærket sig på personalefronten i håb om at kunnen tage et skridt op ad rangstigen inden for nogle sæsoner.

Således har det lille britiske team ansat den tidligere Ferrari-designer Nikolas Tombazis, som skal varetage opgaven som chef for alle de ansatte i aero-teamet.

Nikolas Tombazis og Michael Schumacher
Copyright Ferrari


Tombazis er glad for at være tilbage i Formel 1, idet han blev fyret af Ferrari efter 2014 sæsonen, da Maurizio Arrivabene kom til som chef og ryddede op på holdet.

"Jeg er glad for, at jeg skal være en del af Manor F1 på dette spændende tidspunkt i deres udvikling. Teamet har nogle gode planer, og de investerer alle de rigtige steder, så jeg ser meget frem til at skal arbejde for dem," siger Tombazis.

Michael Schumacher (Benetton) under Japans Grand Prix 1994
Copyright ukendt


Nikolas Tombazis har været en del af Formel 1 siden 1992, hvor han arbejdede for Benettons aerodynamiske afdeling, som han blev chef for efter to sæsoner hos teamet. I 1997 blev grækeren ansat i Ferraris aerodynamiske afdeling, og senere blev han chef for afdelingen i perioden 1998-2003. Herefter drog Tombazis et smut til McLaren, inden han vendte tilbage til Ferrari i 2006 i rollen som chefdesigner. Tombazis har dermed medvirket i seks ud af Michael Schumachers syv verdensmesterskaber, men der går nok noget tid, før han vinder VM-titlen med Manor F1.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« F1 skal have nye bobler Op til 25% mere larm i 2016 »