Gutierrez bakker Haas' ambitioner op

Haas har store ambitioner for deres debutsæson i Formel 1, og disse ambitioner bliver bakket op af deres egen kører Esteban Gutierrez.

F1 test Østrig den 24. juni 2015 . Copyright Ferrari Media

Af: Kim Kristensen (kk@bmf1.dk) d. 13/1 2016 klokken 17:01

I sidste uge skrev vi her på siden, at det nystartede Formel 1 team Haas F1 har ambitioner om at slutte i pointene i sit første Grand Prix. Udover det satser de på at være en fast del af Q2 lige fra start. Disse ambitioner kan for nogen virke meget urealistiske, men det afskrækker ikke Haas F1, og deres ambitioner bliver bakket op af den ene af deres kørere, nemlig Esteban Gutierrez.

Haas F1
Copyright Haas F1


Gutierrez mener nemlig, at det sagtens kan lade sig gøre for det amerikanske team at slutte i top ti i det australske Grand Prix, men det bliver naturligvis ikke nemt.

"Vi vil være der fra start, men vi er selvfølgelig realistiske med vores forventninger. Vi arbejder på at gøre den bedst mulige bil klar, men vi ved ikke, hvor vi står før vi har været igennem den første test. Vi har som mål at få point i vores første løb, hvilket kan virke meget ambitiøst for nogen, men vi er her for at konkurrere, og jeg tror, vi har forberedt os rigtig godt," lyder det fra mexicanske Gutierrez.

Esteban Gutierrez i Sochi 2014
Copyright Sauber Motorsport


Den 24-årige mexicaner kørte for Sauber teamet i 2013 og 2014, hvor han hentede en syvendeplads som sit bedste resultat. Sidste år var han ikke ude at køre Formel 1, men han tilbragte tiden som test og reserve-kører for Ferrari. Spørgsmålet er så, om Gutierrez og folkene bag Haas F1 har noget at have deres ambitioner i, eller om de har for store armbevægelser, men det må vi vente med at finde ud af, til de første tests er blevet kørt.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« 2016 F1- testdatoer fastlagt Honda bøjer sig: Nu med større turbo »