Svær start for Perez og Co.

Sergio Perez skal deltage i 24 timers løbet på Daytona i slutningen af denne måned, men de første tests gik ikke alt for godt.

Billeder fra Japan 2015 . Copyright Sahara Force India

Af: Kim Kristensen (kk@bmf1.dk) d. 11/1 2016 klokken 09:01

Mens mange af de andre Formel 1 kørere bruger deres vinterferie på faktisk at holde ferie, så har Sergio Perez andre planer. Den mexicanske Formel 1 kører skal nemlig deltage i 24 timers løbet på Daytona sidst på måneden sammen med en gruppe andre mexicanske kørere, her iblandt Sergios egen bror, Antonio.

Sergio Perez
Copyright Sahara Force India


I weekenden blev de første officielle tests kørt på Daytona, det såkaldte "Roar Before The Rolex 24", og her gjorde de fire mexicanske kørere ikke det store væsen af sig i deres Aston Martin. Perez og Co. deltager i den lille GTD klasse, og her sluttede de i feltets nederste halvdel under alle træningssessionerne.

Sergio Perez deltog ikke i de to første træningssessioner, men i de fem næste, hvor han var med, gik det teamet således:

I den tredje træning sluttede den mexicanske Aston Martin som nummer 17 ud af 22 i GTD klassen, der var dog kun 18 GTD biler som fik sat en tid. I den fjerde træning gik det ikke meget bedre, her sluttede man som nummer 20 ud af de 22 GTD biler, som alle fik sat en tid. 20. pladsen gentog man i den femte træning, denne gang fik 21 biler sat en tid.

Det gik lidt bedre for teamet under den sjette træning, her sluttede man nemlig som nummer 17 i GTD klassen ud af de 20, der fik sat en tid. I den syvende og sidste træning sluttede teamet som nummer 12, men her var det kun 14 ud af de 22 GTD biler, som fik sat en tid. Så alt i alt tegner det ikke alt for godt for Sergio Perez og de andre mexicanere, men heldigvis for dem er der endnu lang tid til d. 28.-31. januar, hvor løbet finder sted.

Christina Nielsen blev nummer 2 i sin klasse på Sebring i 2015 i den bil som Sergio Perez skal køre Daytona i.
Copyright Jan Kaiser


Bilen, som Sergio Perez og de tre andre mexicanere stiller op med, er i øvrigt en tidligere danskerbil. Det er nemlig den Aston Martin Vantage GT3, som Christina Nielsen lavede flotte resultater i sidste år.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Red Bull kunne have vundet med Mercedes-motor Max Verstappen vinder fornem pris »