Braslilens GP: Dagen derpå.

En spanier på jordomrejse, Mercedes banden, Mad Max og et alt for varmt bagdæk det er emnerne der skal vendes i denne dagen derpå klumme.

Nico Rosberg . Copyright Daimler Benz

Af: Kim Kristensen (kk@bmf1.dk) d. 16/11 2015 klokken 16:11

Så er det tid til dagen derpå klummen oven på et forholdsvis kedeligt brasiliansk Grand Prix. Som altid skal jeg huske at gøre opmærksom på, at denne klumme kan og vil indeholde subjektive holdninger der afspejler skribentens holdninger.

Det første emne jeg vælger at tage fat på er Fernando Alonso, der har været den mest populære kører på de sociale medier hele weekenden. Grunden til dette er at Alonso valgte at sætte sig og slikke sol på en havestol, efter at motoren i hans McLaren racer døde under kvalifikationen. Det billede af Alonso i havestolen medførte skabelsen af hashtagget PlacesAlonsowouldratherbe (steder Alonso hellere vil være) og går man ind under det hashtag, vil man opdage der stort set ikke er et sted i verden Alonso ikke vil være.

Felipe Massa, Felipe Nasr og Fernando Alonso kigger på de sociale medier og den nye trend Places Alonso would rather be
Copyright Sauber Motorsport


Der er dukket billeder op af Fernando Alonso der er på stranden, om bord på Titanic, på bænken med Forest Gump og endda også i T Rex buret fra den første Jurassic park film.

Nogen ser Alonsos reaktion som en provokation, fordi han endnu en gang måtte udgå med en ødelagt motor, hvilket også sagtens kan være grunden til Alonsos optrin. Denne skribent syntes dog det var fedt at se Alonso reagere på den måde. Fernando Alonso har et ry for at være ultra professionel og en kører der ikke laver sjov, så det var befriende at se ham spille mere afslappet oven på endnu en motor fejl. Alonso virker i øvrigt også afslappet med at han er blevet et fænomen på de sociale medier, han har selv været inde og kigge på de sjove billeder, sammen med Felipe Massa og Felipe Nasr som man kan se på billedet længere oppe i denne artikel.

Så respekt til Fernando Alonso for hans reaktion med at sætte sig i havestolen da han udgik, det har været en af de få underholdende indslag fra det brasilianske Grand Prix.

Nico Rosberg og Lewis Hamilton
Copyright Mercedes AMG


Det næste emne der skal vendes er de to Mercedes kørere, som endnu en gang sluttede på de to øverste podiepladser. I går var det for andet løb i træk Nico Rosberg der trak sig sejrrigt ud af Mercedes duellen, men til tider blev han hårdt presset af Lewis Hamilton. Det virker som om Nico Rosberg er ved at finde motivationen igen og er ved at lade op til næste sæson, men der er dog også folk der har den teori at Mercedes har ladet Rosberg vinde for at han kunne sikre sig andenpladsen i verdensmesterskabet.

Det er ikke til at vide, hvad der er op og ned i denne sag. Undertegnet håber dog Rosbergs to sejre er kommet fordi han er ved at genfinde motivationen, fordi den har han manglet igennem meget af sæsonen. Set udefra så har Lewis Hamilton klart haft det mentale overskud af de to Mercedes kørere, hvilket han blandt andet har udnyttet ved at lave overhalinger, hvor Rosberg burde have smækket døren i. Rosberg har dog været for flink i de situationer og det har kostet ham flere sejre.

Under det brasilianske Grand Prix forsøgte Lewis Hamilton sig igen med sådan en lidt vild overhaling, men denne gang lukkede Nico Rosberg af så noget tyder på tyskeren er ved at få selvtilliden tilbage. Hamilton kaldte desuden flere gange over radioen, at han ikke kunne følge med Rosberg, så set ud fra det har Rosberg fortjent sine to seneste sejre og han har ikke fået dem foræret. Det er ikke sikkert det er sådan det hænger sammen, men det vil skribenten da håbe da det betyder mere kamp om verdensmesterskabet og det er vel det man ønsker som Formel 1 fan.

Et andet tegn på at Hamilton var presset af Rosbergs tempo i går var Hamiltons kommentar efter løbet. Hamilton udtalte nemlig efter løbet at det er meget svært at overhale på banen i Interlagos, så han gad godt vide om nogle af de andre kørere kunne overhale, fordi han kunne ikke selv. Den kommentar fra Hamilton bringer os videre til klummens tredje emne.

Max Verstappen
Copyright Red Bull Photofiles


Der var flere overhalinger i løbet i går, men det var længere nede i feltet og den del af de overhalinger blev fortaget af Max Verstappen. Den unge hollænder formåede nemlig at gøre det Lewis Hamilton ikke kunne, nemlig at overhale i banens første sving og ikke nok med Max Verstappen overhalede i første sving, han gjorde det to gange på ydersiden af to rutinerede kørere.

I min verden er Max Verstappen en gave til Formel 1, man kan sidde og se et kedeligt løb men så kommer den unge hollænder og laver en eller anden manøvre som de rutinerede kørere ikke tør lave. Det er intet mindre end fantastisk for sporten, at sådan en ung gut kommer ind og laver de ting vi har set unge Verstappen lave sæsonen igennem. Så fortsæt det gode arbejde Mad Max, så skal du nok blive verdensmester inden længe.

Felipe Massa
Copyright Williams F1 Team


Det fjerde og sidste emne jeg vil kommentere på er situationen med at Felipe Massa som er blevet diskvalificeret fra løbet, fordi hans ene bagdæk var blevet varmet for meget op inden løbet gik i gang. Regler er regler så diskvalifikationen er på sin vis fair nok, men kunne man ikke have taget ham ud da man foretog målingen og ikke først efter løbet.

Nu sluttede Felipe Massa godt nok som nummer otte, men hvad nu vis han var sluttet på podiet eller på magisk vis havde vundet løbet? Så kunne man have haft en situation med at Felipe Massa som var blevet fejret på podiet og derefter var blevet diskvalificeret så en anden kører fik pladsen, men ikke blev fejret på podiet.

FIA har sikkert deres gode grunde til først at straffe synderne efter løbene, så som at det er vigtigt køreren fuldføre løbet så han kan få sine point tilbage hvis det viser sig der var fejl i målingen. Men derfor kunne man vel gøre opmærksom på det, så der ikke skal gå flere timer før offentligheden bliver bekendt med at han er blevet diskvalificeret.

Et eksempel på dette kunne være under det australske Grand Prix i sidste sæson, hvor Daniel Ricciardo sluttede som nummer 2 men blev udelukket efter han havde været på podiet da han havde brugt for meget brændstof. FIA viste han havde brugt for meget, men man sendte ham alligevel på podiet hvilket betød Jenson Button som efterfølgende blev tilkendt en plads på podiet ikke blev hyldet. Det kan godt være det kun er mig der tænker det er uretfærdigt og FIA burde blive bedre til at straffe dem kørere og teams der bryder reglerne hurtigere end det fungere i dag, jeg syntes bare det ville være mere fair for de kørere og teams der ikke har gjort noget galt.

Og med disse sidste ord er denne udgave af dagen derpå klummen slut.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Magnussen holder fast i Formel 1 Vi bestemmer »