Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 1/11 2015 klokken 21:11
Rosberg tog starten, mens Hamilton kilede sig ind lige bagved. Vettel tabte en enkelt position til Kvyat og fik efterfølgende en punktering. Det to Red Bull racere kom godt afsted, mens der indløb en radiomelding fra Alonso om ingen kraft i motoren, hvorpå han fik besked på at køre langsomt tilbage til pitten og trække bilen ud af løbet.
De to sølvpile begyndte at trække fra i front, mens de to Williams racere lagde pres på for at komme frem fra plads fem og syv. Raikkonen fik melding fra pitten om bremser, der allerede var ved at nå en kritisk temperatur.
En lille spændende faktor begyndte at spille ind på omgang 10, da de første kørere skiftede til den hårdere dækblanding til trods for, at Pirelli havde forudsagt, at de første stop ville komme omkring omgang 21.
Løbet havde efterhånden stabiliseret sig og de forskellige teams havde så småt fået styr på deres strategi. De to Mercedes racere styrede slagets gang i front, mens at Vettel heroisk kørte sig op gennem feltet efter sin punktering. Han nåede op på plads 12, men kom for hurtigt ind i et sving, hvorpå han tabte bagenden og måtte se sig selv glide tilbage på plads 16.
Tilbage fra reklamepausen havde Bottas og Raikkonen været i nærkamp nøjagtig som i Rusland, hvor Raikkonen denne gang var taberen.
Vettel kunne ikke rigtig få det hele til at spille til eftermiddagens GP. Han havde netop fået kørt en flatspot af, da han i en oversatset overhaling fik forbremset sig og lavede et nyt flatspot og tabte vigtige sekunder på banen.
Et lille sjovt scenarie udspillede sig på vej til omgang 50, hvor Mercedes valgte at kalde begge sine kørere ind og sætte nye friske dæk på, som kunne ske ved et gratis stop pga. det store forspring. Lewis Hamilton valgte dog at lege en smule Rasmus Modsat og kørte først en omgang længere, mens hans mandskab stod klar og ventede, hvorpå en mindre radiodiskussion begyndte, da Hamilton ikke kunne forstå, hvorfor det var nødvendigt. Et lille indspark, der gav lidt liv til en ellers temmelig død premiere.
For nu at understrege, at dette GP absolut ikke klappede for Sebastian Vettel, plantede han sin racer i væggen i et regulært crash. Det blev en weekend, som Ferrari ikke kan glemme hurtigt nok.
Det bragte også en Safetycar ud, som symbolsk mindede om en hjertestarter til GP'et. Det var en spændende mulighed for blandt andet Hamilton, der nu ville være i stand til at angribe sin tyske kollega. Efter at diverse pit-stop fik rystet posen som følge af safetycaren, var Kvyat nu oppe på trejdepladsen i sin Red Bull og havde friske dæk nok til mål, hvilket kunne resultere i russerens første podieplads, hvis han formåede at holde både Bottas og teamkollegaen bag sig.
Hamilton var helt oppe i gearkassen på Rosberg, da løbet blev givet frit. Bottas var med det samme forbi Kvyat, mens Rosberg formåede at holde Hamilton bag sig. Ricciardo kom også godt fra start og lagde pres på sin teamkollega. Hamilton faldt dog relativt hurtigt ud af det gyldne sekund på Rosberg. En velfortjent weekend til tyskeren, hvor han for første gang i lang tid formåede at omsætte sin pole til en sejr og var i kontrol gennem hele løbet.
Kørerne var nu i gang med de døende omgange. Hamilton lagde et kæmpe pres på Rosberg, mens de to Red Bulls besatte fjerde- og femtepladsen, mens Bottas tog sig af fjerdepladsen, efter en rædselsfuld sidste weekend i Texas.
Rosberg stod for presset og tog sig en velfortjent sejr i det første af de resterende løb, som han har kaldt sit eget "Mini VM". Flot kørt af Rosberg, som i dag viste, at han stadig er en dygtig kører.