Tre sejre i de sidste fire VM-løb. Michael Christensen og Richard Lietz viser i øjeblikket total dominans i GTE Pro-klassen i World Endurance Championship. Søndag morgen dansk tid kørte den danske Porsche-fabrikskører først over målstregen i 6-timers løbet i Shanghai, og parret har nu vundet de prestigefyldte udholdenhedsløb i Tyskland, USA og Kina.
”Vi vidste fra begyndelsen, at vi havde en hurtig bil med vinderpotentiale, men med knap 40 biler til start og vanskelige forhold på den regnvåde bane, vidste vi også godt, at vi skulle holde os ude af problemer,” forklarede Michael Christensen.
Danskerens østrigske medkører startede duoens Porsche 911 RSR fra en position som nummer fem på startgridden, og kunne allerede efter 15 omgange på den 5,5 kilometer lange racerbane i Shanghai overtage føringen fra en konkurrerende Ferrari.
”Richard (Lietz, red.) kørte helt suverænt i løbets tidlige timer. Han holdt vores bil på asfalten, og ved konstant at holde et højt tempo fik vi grundlagt fundamentet for vores løbssejr,” lød det fra danskeren, der selv viste imponerende kørsel.
Michael Christensen vandt 6 timersløbet i Shanghai
Copyright Porsche Motorsport
Efter knap fire af løbets planlagte seks timer begyndte den kinesiske racerasfalt langt om længe at tørre op, og efter at makkerparrets team (Porsche Team Manthey, red.) skiftede dæk. fyrede Michael Christensen en lang serie af fænomenale omgange af.
”Vi skiftede til racerslicks på det helt rigtige tidspunkt. Der var stadig våde pletter på banen, men det var muligt for mig at udbygge vores føring yderligere. Vi følte os hele tiden i kontrol af løbet, men det var ikke uden pres, for der var fart på Ferrarien på andenpladsen. At køre bilen over målstregen efter den sidste time er en oplevelse, jeg sent vil glemme. Det var helt fantastisk, sluttede Michael Christensen.