Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 25/10 2015 klokken 21:10
Rosberg fik ikke en optimal start, mens Hamilton forsøgte at presse sig forbi, men kørte i stedet Rosberg og sig selv ud over banekanten, hvilket tillod de to Red Bull racere at komme forbi Rosberg, mens briten fik forsvaret sin førsteplads.
Længere nede i feltet havde Sebastian Vettel fart på sin Ferrari, da han allerede på første halvdel af omgangen havde kørt sig op som nummer syv. Desværre for Alonso og Grosjean måtte de begge i pit med en punktering, mens Bottas fik skiftet næse og fik sat slicks dæk på. Et frækt sats fra Williams.
Længere nede hyggede de to Sauber racere sig og påkørte hinanden. Ude i front begyndte Hamilton at trække fra, mens Raikkonen også begyndte at køre sig op.
Efter fem omgange tegnede det ikke til, at Williams strategi var det store lykketræf, da han blev overhalet af Hamilton og de resterende kørere. Kvyat fulgte godt med Hamilton og var konstant under det gyldne sekund.
Efter første omgangs skærmydsler blev den virtuelle safetycar sat i spil, da der skulle rydes op flere steder på banen.
Løbet blev givet frit og Rosberg var på det samme over Ricciardo og næsten på nakken af Kvyat, mens Kvyat nu stod overfor både at skulle forsvare, men også holde trit med Hamilton. Kort efter gik Rosberg dog forbi russeren og satte nu jagten ind på sin teamkammerat.
Der var efter 12 omgange stadig tæt kamp i front mellem to gange Mercedes og to Red Bulls. Rosberg pressede på for at komme under sekundet, mens Kvyat ledte efter alternative veje rundt om tyskeren, da DRS i første omgang ikke var nok. Han forsøgte senere, men måtte strække våben og overlade sin plads til Ricciardo, der kvitterede med at tage pladsen fra Rosberg.
Efter 14 omgange begyndte det hele at gå lidt amok. I front var der voldsom kamp mellem Mercedes og Red Bull, mens Sainz kørte sig op fra bunden til en plads otte, og Raikkonen omvendt havde DRS problemer og tilmed begyndte at tabe placeringer. Raikkonen fik dog kæmpet sig forbi Sainz, og Perez legede togfører og havde efterhånden en del vogne på slæb.
Oppe foran strøg Ricciardo pludselig overbevisende forbi Hamilton og trak hurtigt et halvt sekund fra briten, som nu fik sin sag for.
Hamilton skulle dog hurtigt få mere at se til, da han og Rosberg besluttede sig for at skulle kæmpe indbyrdes, hvilket gav hul til Ricciardo.
Der skete dog næsten for meget til, at undertegnede kunne følge med. To gange Ferrari og to gange Torro Rosso kæmpede heftigt i en efterligning af kampene foran. Kampene oppe tvang nu holdene til at tage aktive beslutninger i form af strategier, hvor de to sølvpile pressede hinanden til grænsen, og tillod at hullet til Ricciardo voksede markant. Hamilton var første mand inde og fik de tørre dæk på. Han kørte øjeblikkeligt hurtigste sektortider.
Efter 20 omgange gik den næsten ikke længere for den finske ismand, da han plantede sin bil i barrieren, men fik masseret sig fri og kunne gå i pit og få placeret en ny næse og dæk. Der var gang i den overalt på Circuit of the Americas denne søndag.
Ricciardo måtte efter nogle omgange på de tørre dæk overlade føringen til Rosberg, da motorernes power nu spillede ind på den optørende bane.
En power, som især kunne ses hos Sebastian Vettel, som havde kørt sig 10 placeringer frem og satte jagten ind på Hamilton.
På omgang 27 fik hele løbet et ekstra krydderi, da Marcus Ericsson fik igangsat en safetycar periode. Sebastian Vettel og Ferrari gamblede, og placerede de hårde dæk på Vettels bil, hvilket indikerede kørsel hele vejen til enden og altså ikke flere stop.
Da løbet blev givet frit, var Vettel hurtigt forbi den første Red Bull, og viste de andre, at han havde god fart i raceren - også på de hårde dæk.
Lidt mere end en omgang efter var han forbi den næste Red Bull racer og havde nu kun de to Mercedes foran sig.
Hülkenberg blev en smule for overstadig og måtte placere sin racer i græsset, da han smadrede sit højre hjulophæng efter kontakt med Ricciardo. Hvilket endnu engang skabte en virtuel safetycar.
Også Verstappen havde sit at skulle have sagt i dagens GP og var på omgang 37 oppe på en fjerdeplads. Jenson Button og McLaren nød sæsonens bedste moment, da Button og Alonso lå hhv. nummer fem og seks.
Rosberg fandt relativt hurtigt vejen forbi Sebastian Vettel, hvilket i sig selv ikke var nogen overraskelse. Det blev dog hurtigt neutraliseret, da Kvyat smadrede sin Red Bull racer i væggen efter kontakt med curben og kunstgræsset. Det betød endnu en safetycar, hvilket sendte Hamilton i pit, og Rosberg i føring.
Da løbet blev givet frit var det alle mod alle af de resterende 12 biler i feltet. Verstappen forsvarede sig hårdnakket mod Vettel, der havde brug for at passere hollænderen så hurtigt som muligt. Ude foran trak Hamilton hurtigt fra Rosberg og kørte sig i position til verdensmesterskabet.
Jenson Button og Fernando Alonso var på en nærmest umulig opgave ved at skulle forsvare sig mod en bagfrakommende Torro Rosso, Red Bull og Lotus.
Med et par omgange tilbage faldt der efterhånden ro på feltet, men det var et GP, som overgik alle forventninger. Der var drama fra start til slut, afkørsler, overhalinger, safetycars og endnu et verdensmesterskab til Lewis Hamilton, som er mere end fuldt fortjent efter endnu en yderst overbevisende sæson.