Mercedes, Ferrari, Williams, Force India, Sauber og McLaren har alle valgt at forlænge med deres nuværende kører-lineup. Kevin Magnussen har dermed ingen fremtid hos McLaren i 2016, så han forventes at skifte til et andet team.
Red Bull er første mulighed, da de endnu ikke har forlænget med Kvyat. Det bør dog være en formalitet for det unge talent, og Red Bull forventes derfor at stille op til 2016 med samme lineup som i år.
Kevin er flere gange sat i forbindelse med Lotus, som fra næste år er overtaget af Renault og bliver et ægte fabriksteam. Selvom Pastor Maldonado har kontrakt, er det ikke sikkert, at han kommer til at køre, og derfor kan der stå to sæder åbne, og Kevin ville være et godt navn for Renault.
Toro Rosso har to åbne pladser. Dette er ikke et team, som Kevin er sat i forbindelse med, og Red Bull plejer også at hive et par unge kørere ind fra et af deres mange andre racer-teams i de mindre klasser.
Det samme gælder Manor Marussia, men her skal Kevin nok betale for pladsen, og det har han formentlig hverken råd eller lyst til at gøre, så det virker usandsynligt.
Romain Grosjean er Haas F1's førstekører
Copyright Twitter
Endelig er Kevin flere gange sat i forbindelse med Formel 1-feltets nye team, Haas F1. De har allerede skrevet kontrakt med Romain Grosjean, som er personligt sponsoreret af Saxo Bank, så der er allerede i dag nogle gode danske forbindelser hos dette team.