Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 16/1 2006 klokken 16:01
Anklageren i Köln har nu officielt meddelt, at der rejses tiltale imod tre tidligere officials fra Toyota Motorsport for at overtræde den tyske konkurrencelovgivning. Anklagen består i at have stjålet software fra Ferrari til test af aerodynamik.
Ifølge anklagen har personerne benyttet softwaren, der angiveligt er kopieret ulovligt af en tidligere Ferrari-tekniker, der fik ansættelse hos Toyota tidligt i 2002..
Toyota har derefter brugt programmet i både 2002 og 2003 til at udvikle deres racer, selvom de vidste, at programmet var ulovligt, hedder det i erklæringen fra anklageren.
”Uafhængige undersøgelser hos tidligere Ferrari-ansatte bliver nu foretaget i både Italien og Köln,” hedder det i erklæringen.
Toyota har ingen kommentarer til anklagerne, der allerede blev lækket i december sidste år.
Det bliver en retsinstans med speciale i økonomisk kriminalitet, der vil afhøre i sagen. Der er endnu ikke offentliggjort en dato for det første retsmøde.