Endnu sværere for Red Bull?

Red Bull Racing kæmper en hård kamp. De mangler en motor til næste år, og de har brændt broen til Renault. Hverken Mercedes eller Ferrari vil give dem deres nyeste motorer, og en ændring i det sportslige reglement siger, at det skal de.

Billeder fra Japan 2015 . Copyright Ferrari Media

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 15/10 2015 klokken 11:10

Hvem skal fremover levere motorer til det østrigske hold? Mercedes har længe afvist, og Ferrari hælder mest til at sige nej. Reglerne siger, at kunder skal have samme specifikation, som fabriksholdet selv benytter, og det kan betyde nederlag, hvis Red Bull Racing bygger en superbil.

Red Bull Racing har det svært. De har malet sig op i et hjørne.
Copyright Red Bull Photofiles


En ny regelændring betyder, at kundehold skal køre med den samme specifikation som leverandøreren fra 2016-2020. Der bliver dog kæmpet intenst på at få ændret denne regel. Nye motorer er noget dyrere end sidste års ”aflagte”, og det kan visse hold have svært ved at betale.

Mercedes har også meldt ud, at de er villige til at levere sidste års motorer med en væsentlig reduceret prislap. Så kan man få en stærk og holdbar motor, der dog lige mangler det sidste.

Emnet vil blive taget op ved et kommende møde i F1-kommisionen, og uanset udfaldet skal den ratificeres ved et møde i WMSC i december.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Fokus er skiftet til 2016 Magnussen færdig hos McLaren »