Silverstone kan være i fare

Silverstones ledelse kan i øjeblikket ikke garantere, at man fremover vil lægge asfalt til det britiske Grand Prix, da banen på nuværende tidspunkt mangler en investor.

Englands GP 2015 . Copyright manor F1 Team

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 1/10 2015 klokken 10:10

Banen, der ligger tæt på Northamptonshire, har på nuværende tidspunkt en kontrakt med FOA og Bernie Ecclestone, der løber frem til 2016. The Daily Telegraph beretter imidlertid, at en klausul i kontrakten gør det muligt for folkene bag banen at løsrive sig allerede så tidligt som næste år.

Ifølge Daily Telegraph har Silverstone allerede nu problemer med at kunne betale deres afgifter ift. at få lov at afvikle Grand Prixet, hvorfor banen har brug for en godkendelse af deres bank, hvis løbet skal have grønt lys.

"De betaler næste år for afholdelsen af dette års løb (2016), fordi jeg har givet dem en særlig tilladelse, ellers havde vi været nødt til at lukke og slukke," udtaler Bernie Ecclestone i forlængelse af artiklen til Daily Telegraph.

Formanden for Silverstone, Patrick Allen, udtaler, at de i øjeblikket ikke kan være sikre på at få en positiv godkendelse fra banken, hvis den årlige stigning i prisen for afholdelsen af løbet overstiger det totale billetsalg.

"Kan jeg garantere fremtiden? Nej, det kan jeg ikke. Kan jeg med hånden på hjertet sige til Hr. Ecclestone, at han ikke skal være bekymret, for vores penge er sikret de næste 10 år? Nej, det kan jeg ikke. At afbryde kontrakten vil være en skam for Silverstone, det er en skam for motorløb, og det er bestemt en skam for England."

Det er estimeret, at Silverstone betaler i omegnen af 16 millioner pund i afholdelsesgebyr, men beløbet kan stige med fem procent pr. år, hvilket er langt over halvdelen af, hvad andre løb betaler i gebyr.

"Det, der er behov for, i mine øjne, er en person, som vil købe sig aktivt ind i Silverstone og er villig til at poste store beløb i projektet. Vi skal bruge én, som har mange penge og som har en interesse i at køre Silverstone med overskud, men som også har kapital klar til at sprøjte ind og balancere regnskaberne og fjerne risikoen."

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Markant ændret 2016 kalender Button tager et år mere »