Lotus F1 svæver i fortsat uvished

Usikkerheden om Lotus F1s økonomiske fremtid blev endnu engang understreget op til Japans Grand Prix, da teamets biler og øvrige udstyr blev tilbageholdt i Singapore. Årsagen var et finansielt udestående med de britiske myndigheder.

Ungarns GP 2015 . Copyright Lotus F1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 25/9 2015 klokken 18:09

"Don’t mess with Her Majesty's Revenue and Customs" (HMRC: det britiske skattevæsen), fristes man til at sige. I modsætning til danske SKAT er HMRC i stand til at kradse deres penge ind og ved, også i modsætning til SKAT, hvor skyldnerne befinder sig. I dette tilfælde at Lotus F1 var i Singapore med en samling containere indeholdende kostbart udstyr klar til afskibning.

Tvisten handler om en gæld på 2,7 mio. britiske pund (27,2 mio. DKK) i manglende betalt indkomstskat samt offentlige forsikringer, og konsekvensen blev, at teamet fik tilbageholdt sit materiel tæt op til løbet på Suzuka-banen.

Et besøg i retten med et løfte om bod og betaling senest på mandag fik dog den flinke dommer til at udlevere nøglerne til containerne, og en forsamling af lettede ingeniører og kørere kunne dermed ånde lettet op.

Romain Grosjean, den ene af teamet to kørere, som kunne have manglet et sæde til weekenden.
Copyright Lotus F1


En lavpraktisk konsekvens var bl.a., at Lotusfolkene ikke kunne få deres køkkenfaciliteter, men til alt held åbnede de konkurrerende teams gæstfrit dørene til deres kantiner.

Bag kulisserne arbejdes der hektisk på at løse problemerne, så de ca. 400 medarbejdere ikke mister deres jobs, og en af løsningerne er Renault-fabrikken, som iagttagere mener er tæt på en aftale om overtagelse af aktiemajoriteten i Lotus, som derved vil blive til et fabriksteam.

Matthew Carter, CEO hos Lotus, udtaler til AUTOSPORT: "Så vidt jeg ved, er de potentielt nye aktionærer (Renault, red.) klar over fristen, og så vidt jeg ved, er vi i stand til at overholde den."

Pastor Maldonado - nu en populær mand.
Copyright Lotus F1


Ikke desto mindre tikker uret fortsat ubønhørligt for en Renault-aftale.

"Vi svæver i uvished, indtil den samlede aftale er indgået. Så snart vi ved noget, begynder tingene at falde på plads," lovede Carter.

Det menes, at en af årsagerne til den udvidede henstand skyldes PDVSA-oliemillionerne fra teamets ene kører, Pastor Maldonado, som nu også får lov til at opleve den usædvanlige situation at være en populær mand på gridden - hos Lotus, i hvert fald.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Alonso vil være verdensmester igen Japans GP: 3. frie træning. Rosberg hurtigst »