Red Bull får ikke Mercedes motor

Red Bull får med stor sandsynlighed ikke lov til at få Mercedes motorer i bilerne fra 2016 sæsonen. Men så er det godt, der er andre motorleverandører, der er åbne for samarbejde. Find ud af hvem i denne artikel.

Mercedes motor . Copyright Mercedes AMG

Af: Kim Kristensen (kk@bmf1.dk) d. 7/9 2015 klokken 09:09

I den seneste tid har der floreret mange rygter om, at Red Bull skulle være ude efter at få lov at køremed Mercedes motorer til 2016 sæsonen. Det ville Red Bull også meget gerne, men Mercedes har valgt at lytte til deres eget Formel 1 team, og derfor vil de med stor sandsynlighed ikke levere motorer til Red Bull.

Red Bull pit crew
Copyright Red Bull Photofiles


Den øverste chef for Daimler koncernen, Dieter Zetsche, var til stede hos Mercedes GP under det italienske Grand Prix. Her fik han efter sigende en snak med Toto Wolff og Niki Lauda, der begge har forholdt sig kritisk overfor et muligt samarbejde med Red Bull. Efter samtalerne med Wolff og Lauda er Zetsche angiveligt blevet overbevist om, at Mercedes ikke skal levere motorer til en farlig konkurrent som Red Bull.

Toto Wolff, Paddy Lowe og Niki Lauda fra Sochi 2014
Copyright Mercedes AMG


Den U-vending fra Mercedes gør så, at Red Bull kan stå uden motorer, hvis Renault vælger at købe Lotus og kun fokuserer på deres eget team.

Der er dog håb forude for Red Bull. Ferrari skulle efter sigende have vist interesse for at levere motorer til Red Bull, hvis det østrigske team skulle stå uden motorer til 2016 sæsonen.
Ferrari og Red Bull har samarbejdet før. Tilbage i 2006 leverede Ferrari nemlig motorer til Red Bull, og udover det leverede Ferrari motor til Red Bulls søster team, Toro Rosso, fra 2007 til 2013.

Sebastian Vettel i Toro Rosso, med Ferrari motor, på Monza i 2008.
Copyright Getty Images/Toro Rosso


Det bliver spændende at se, hvad der sker i denne sag. Indtil videre har Red Bull stadigvæk kontrakt med Renault for næste sæson, men hvis Renault vælger at købe Lotus, kan det sætte gang i en kædereaktion, der siger spar to.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Hamilton slipper for straf Italiens GP: Hot or Not »