Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 2/8 2006 klokken 10:08
Debuten med den nye Super Aguri SA06 i Tyskland, gik ifølge alle på det lille japanske hold, langt bedre end de havde håbet. Nu er de allerede klar med flere nye tiltag.
Hungaroring er den næst langsommeste bane på Formel 1 kalenderen, hvilket sætter helt andre krav til bilernes aerodynamik, end SA06s debutbane i Tyskland. Kun Monaco er langsommere.
”Det bliver et hårdt løb for holdet, da vi har taget rejsen direkte fra Tyskland til Ungarn, for at køre dette 'back to back' løb,” kom det fra Takuma Sato. ”Vi har det især hårdt, da vi har en helt ny bil med os, som vi skal finde en masse forbedringer til.”
”Personligt er jeg meget glad for, at vi allerede nu skal køre løb igen, så vi kan få endnu bedre erfaring med vores nye bil, som jeg mener har et stort potentiale,” tilføjede japaneren.
”Vi stiller til start med en speciel aeropakke til dette langsomme løb, som jeg forventer de fleste andre hold også gør. Men det er specielt spændende for os, da vi har et meget begrænset kendskab til hvordan bilen vil reagere på en bane af denne type,” sluttede Sato der er optimistisk og tror på, at de vil være i stand til at tage kampen op med Midland F1.