Formel 1 til Finland?

Ifølge den finske avis Ilta-Sanomat skulle Bernie Ecclestone være interesseret i at få Formel 1-karavanen en tur mod nord til Finlands hovedstad Helsinki. Efter sigende har Bernie Ecclestone været i Helsinki i juli måned for at drøfte muligheden.

Kinas GP 2015 . Copyright Williams F1 Team

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 9/8 2015 klokken 08:08

Finland er traditionelt set mest kendt for rally, men landet har tidligere afviklet højprofilsracerløb. Bl.a. har man tilbage i 1995 og 1996 afviklet to afdelinger af det gamle DTM mesterskab, og i 1997 en afdeling af FIA's sportsvognsmesterskab.

Et Formel 1-løb i Helsinki vil følge tidens trend med byløb i udkanten af byen. Marja-Leena Lappalainen, der i forvejen er involveret i F1 og sælger VIP Paddockbilletter, skal undersøge mulighederne for et Grand Prix.

Et forslag til en bane er også dukket op, og ifølge dette forslag vil banen blive 4.5 km lang. Meget skal dog gøres, inden det bliver mere seriøst. Bl.a. skal flere veje gøres bredere, for at arrangementet kan lade sig gøre.

Forslag til banelayout i Helsinki
Copyright Ilta-Sanumat


Der er dog også anlægsudgifter til paddock, tribuner og pitgarager, der skal dækkes, og så er der dræberen over dem alle. Det skyhøje beløb, Bernie Ecclestones FOM kræver for at komme forbi. Et beløb som godt kan ligge i nærheden af 200 mio. kr.

Interessant er det dog, at artiklen i den finske avis nævner muligheden for at kigge på andre nordiske byer, hvis et løb i Helsinki ikke kan lade sig gøre.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Står Vandoorne foran Magnussen? Haas tæt på Gutierrez »