I det som med rette kan kaldes en ægte "Breaking News", hedder det, at Jenson Button er tæt på et markant karriereskifte. Således hævder avisen The Daily Mail, at den populære kører er ved at lægge sidste hånd på en kontrakt med britiske BBC, som gør Button til medvært på det populære TV-program Top Gear.
BBC fyrede tidligere på året den stærkt kontroversielle vært Jeremy Clarkson, og medværterne Richard Hammond og James May har allerede offentliggjort, at de ikke fortsætter programserien alene.
Jenson Button
Copyright McLaren Media
Buttons fremtid i F1 har i længere tid været genstand for heftig spekulation. McLaren har en ensidig option på briten for 2016, dels har det hæderkronede team taget hul på endnu en mildt sagt miserabel sæson med Honda, men 2009-verdensmesteren har også været linket til et sæde hos Williams, hvor han oprindelig fik sin F1-debut.
The Daily Mail hævder, at Button "lige nu er i dialog med med BBC om stillingen som medvært på Top Gear", hvilket i givet fald vil gøre ham til kollega til den nye vært Chris Evans.
Jenson Button
Copyright McLaren Media
"En officiel annoncering er lige på trapperne," siger en kilde til avisen.
I dag er Kevin Magnussen test- og reservekører hos McLaren, og er der hold i denne ægte "Breaking News", ser danskerens Formel 1-fremtid igen lys ud. Måske lige bortset fra, at de tekniske problemer ikke bliver mindre af den grund. Magnussen skal i så fald dele sorgerne med teamkollegaen Fernando Alonso, som i øvrigt også har luftet ønske om at skifte til en anden løbsserie.
Det sidste holder vi naturligvis også øje med.