Det kan godt være, Nico Rosberg vandt det spanske Grand Prix og fik reduceret til 3-1 i det interne Mercedes sejrsregnskab. Men det betyder ikke, at magtforholdet er vendt, siger Mercedes' team chef Toto Wolff.
”De er begge to meget stærke. De fokuserer begge på at vinde. Lige så snart debriefingen er forbi, begynder de at koncentrere sig om næste løb,” siger Wolff
Nico Rosberg
Copyright Mercedes AMG
Han fortæller endvidere, at der har været noget snak i krogene om, hvem af de to kørere, der har mest medvind lige nu. Er det Nico Rosberg, der har fået vendt det til sin fordel? Eller ændrer resultatet i det spanske Grand Prix ikke på magtforholdet mellem de to? Toto Wolff vil ikke give svar på, om den ene kører er bedre end den anden lige nu.
”Jeg tror vi kommer til at se det samme denne sæson, som vi så i sidste. To meget stærke kørere, der konstant prøver at udkonkurrere hinanden. Det er den bedste situation for os, fordi det løfter arbejdsindsatsen hos hele teamet,” udtaler Wolff.
Lewis Hamilton
Copyright Mercedes AMG
Toto Wolff kommenterer også på, hvad der kan være skyld i, at Lewis Hamilton ikke vandt løbet i Barcelona.
”Det er svært at se, hvad der er skyld i det. Det handler meget om, at man skal føle sig tryg i bilen. Inden sidste weekend snakkede Lewis om, at Barcelona ikke var hans favoritbane. Om det er det, der er grunden til, at det ikke gik så godt, det ved jeg ikke. En anden ting kan også være, at det var svært for os at finde det rigtige set-up til bilen,” siger Wolff
Billeder fra Australien 2014
Copyright Daimler Benz
Lige meget, hvordan man vender og drejer alt det her, så lad os da håbe for Formel 1, at Nico Rosberg er tilbage for fuld styrke. Jo flere kørere, der kæmper med om sejrene, jo bedre.