Spaniens GP: Hot or not

Circuit de Catalunya lagde i går asfalt til det spanske Grand Prix for 25. gang, og det er tid til et tilbageblik. Velkommen til Hot or Not.

Bahrains GP 2015 . Copyright Mercedes AMG GP

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 11/5 2015 klokken 21:05

Efter 3 ugers pause blev det endelig tid til Formel 1 igen, og nu er vi endelig i gang med den europæiske sæson, som traditionen tro åbnede med det spanske Grand Prix. Traditionen tro følger vi op på weekendens løb med vores Hot or not liste, og som altid vil vi hellere end gerne have jeres input.
Nedenstående er udelukkende et udtryk for undertegnedes observationer og tanker under og efter løbet, og derfor er det altid sjovt at få del i vore læseres indspark og tanker.

Hot top 3
1) Nico Rosberg. Den tyske Mercedes kører har været under voldsomt pres over de sidste 2-3 løb, efter at hans teamkammerat Lewis Hamilton har domineret sæsonen indtil nu. Mange havde allerede afskrevet Rosberg som en reel kandidat til VM, og der var udbredt enighed om, at han meget snart skulle sætte sig igennem, hvis han ikke ufrivilligt skulle stemples som 2. kører hos Mercedes. Man må sige, at Nico Rosberg stemplede ind i VM-kampen med manér, og han håndterede det enorme pres, som han utvivlsomt må have været under, på bedste vis. Med pole position og en suveræn sejr, hvor han kun afgav føringen for at tage sine pitstops, må man sige, at Rosberg er tilbage.

Nico Rosberg
Copyright Mercedes AMG


2) Ferrari. Kimi Räikkönen kørte endnu engang et flot løb, hvor han alene på første omgang avancerede fra P7 til P5, og Sebastian Vettel så længe ud til at skulle kile sig ind mellem de 2 Mercedes racere. I sidste ende måtte Vettel dog kapitulere og lade sig nøje med 3. pladsen, men undertegnede har stor respekt for Ferraris tilgang til løbet. Ferrari tør eksperimentere med strategierne, hvor Räikkönen for 2. løb i træk kørte en anden strategi end den åbenlyse, og det tilfører løbene en masse dynamik og spænding, at det italienske team, som efterhånden har konsolideret sig som førsteudfordrer til Mercedes, ikke bare følger trop og kopierer Mercedes, men i stedet vælger en aggressiv tilgang.

Kimi Räikkönen
Copyright Ferrari Media


3) Pirelli. Et utraditionelt valg i manges øjne, men undertegnede synes, at den italienske dækproducent fortjener ros for deres 2015-dæk. Vi skal ikke mange måneder tilbage, før Pirelli for alvor stod for skud; deres 2014-dæk blev kritiseret voldsomt, og vi oplevede i 2014 flere tilfælde af voldsomme punkteringer og tab af slidbaner. FIA påbød Pirelli at udvikle nogle dæk, som ikke i sig selv ville afgøre løbene, men hvor der stadig var markante forskelle i omgangstiderne mellem de forskellige compounds. Denne opgave har Pirelli løst til UG.

Pirelli dæk
Copyright Pirelli


Not top 3
1) Toro Rosso. Det er svært at forstå, hvad der foregår i garagen hos Toro Rosso. Lillebroderen til Red Bull har tilsyneladende formået at bygge en racer, som i ren speed er endda rigtig godt med, og i de fleste træninger og kvalifikationer har de endog sat storebror til vægs. Sådan var det også i den forgangne weekend, hvor de 2 unge løver hos Toro Rosso startede helt fremme på P5 og P6. Desværre faldt de også denne gang igennem, efterhånden som løbet skred frem, og de endte med at skulle slås med nøb og kløer for bare at hente nogle ganske få VM-point – og hvordan kan det være? Har de 2 unge kørere ikke den fornødne fysik til at køre en fuld løbsdistance, eller har raceren et problem over distancen? Uanset hvad var det endnu engang en skuffende indsats fra Toro Rosso.

Max Verstappen og Carlos Sainz
Copyright Getty Images/Toro Rosso


2) Lewis Hamilton. Lad det være sagt med det samme: Det er på ingen måde den forsvarende verdensmesters løb eller resultat, som anfægtes. Derimod finder undertegnede, at englænderens attitude både under og efter løbet lader en del tilbage at ønske. Hamilton har selv udtalt, at han agter at tangere Ayrton Sennas rekorder, og med det in mente var det beskæmmende at høre ham brokke sig over at være ”fanget” bag Sebastian Vettels Ferrari. Hamilton meldte over radioen, at han ikke kunne overhale Vettel, så teamet måtte komme op med ”en anden løsning”. Det klæder ikke en verdensmester at beklage sig på den måde – hvis man vil vinde racerløb, så må man også kunne lave en overhaling.

Lewis Hamilton
Copyright Daimler Benz


3) McLaren. Det hæderkronede engelske team er efterhånden blevet fast inventar på vores not-liste, men det er svært at komme udenom, at de bare ikke leverer varen. Hver gang vi tager hul på en ny løbsweekend, har vi forhåbninger om, at NU vender det for McLaren, men indtil videre er vi blevet skuffede hver gang, og det holder bare ikke vand for et team af McLarens størrelse. Teamets budget, antallet af ansatte og teamets ambitionsniveau og historie lover bare så meget mere, end det, McLaren leverer lige nu. Hverken farten eller pålideligheden er på plads, og det er efterhånden sværere og sværere at forestille sig, at teamet skal kunne finde tilbage til fronten af gridden i nær fremtid.

Fernando Alonso
Copyright McLaren Media

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Audi holder døren åben Alonso stoppet af visir »