Canadas GP: Hot or Not

Endnu engang var Canada garant for et særdeles underholdende Formel-løb – og naturligvis også en Hot or Not-liste.

Lewis Hamilton med Sennas Hjelm . Copyright Mercedes AMG

Af: Lea Petersen (lap@bmf1.dk) d. 12/6 2017 klokken 18:06

Canadas Grand Prix bød på utallige hotte højdepunkter, og udvælgelsen til dagens Hot or Not-liste har derfor ikke været nem. I har sikkert nogle andre bud, og dem skal I som altid være meget velkommen til at fortælle om i kommentarfeltet nedenfor. Husk også at Hot or Not-listen er ikke en facitliste, men blot et udtryk for skribentens egne holdninger.

Vi starter vanen tro med en Hot-liste:

Det var en seriøst hot omgang, som Lewis Hamilton satte i lørdags. For den var både rekordsættende, polegivende og skelsættende. Og mon ikke Hamilton også blev hot om hjertet, da han fik overrakt en af Ayrton Sennas hjelme?

Hot var Esteban Ocon, da han leverede endnu en flot præstation – muligvis den flotteste han har leveret i år. Godt nok endte han bag sin holdkammerat Sergio Perez, men han demonstrerede endnu engang, at hans potentiale er stort.

Hot var det, da Lance Stroll endelig fik sine første Formel 1-point – og så endda på hjemmebane.

Og nu til Not-listen:

Det var en rigtig Not-weekend for Toro Rosso. Først og fremmest formåede hverken Carlos Sainz Jr. eller Daniil Kvyat at kvalificere sig til Q3. Dernæst udgik begge kørere fra løbet. Som sagt – en rigtig Not-weekend.

Til trods for Ferraris hotte, røde farve og deres hotte sæson ind til videre, så havde de ikke en hot dag i går. Man kunne ellers godt fristes til at sige, at Ferrari burde have en placering på Hot-listen (med tanke på Sebastian Vettels flotte comeback fra bagerst i feltet til en fjerdeplads), men faktum er, at de nu har tabt deres føring i konstruktørernes mesterskab til Mercedes.

Not var det, at Force India (muligvis) missede en chance for at komme på podiet. Kunne Esteban Ocon have kørt sig op på en tredjeplads, hvis Sergio Perez havde ladet ham passere? Det finder vi aldrig ud af.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Ocon skuffet Canadas GP: Weekenden i billeder »