Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 1/9 2016 klokken 14:09
Det var en meget følelsesbetonet Felipe Massa, der for kort tid siden meldte ud, at 2016 sæsonen ville blive hans sidste i Formel 1. Hele familien var samlet på forreste række, da Massa udbrød en chokeret lyd over antallet af journalister og pressefolk i rummet:
"Jeg er nærmest mere nervøs nu, end da jeg startede min karriere," starter han:
"Efter 27 års karriere og 15 år i Formel 1 må jeg meddele, at dette bliver min sidste sæson."
Som han takker sin familie, tidligere teams og Gud, gør han meget ud af at fortælle, at han kommer til at nyde de sidste 8 løb i sæsonen.
Tanken om at stoppe har stået på i flere måneder, og beslutningen har ikke været nem:
"Det var et svært valg for mig, og endnu sværere for min familie. Når man kører, skal man have motivationen og glæden, og den var ikke helt den samme mere. Min familie pressede på for, at jeg skulle fortsætte, men i sidste ende valgte jeg gå på pension."
Stilhed bredte sig over rummet, da han nævnte Michael Schumacher:
"Jeg valgte Italien som stedet for denne meddelelse, da det var her, Michael for 10 år siden meldte sit stop hos Ferrari. Da Kimi havde skrevet kontrakt, valgte han at lade sig pensionere for min skyld, så jeg kunne få min chance."
Han meldte rent bord og åbnede på ingen måde op for, at han skulle have et ønske om at køre for et andet hold:
"Det er lykkedes mig at opnå og opfylde mange drømme, og jeg er stolt af min karriere. Jeg tror, jeg har sagt alt, jeg ville, inden jeg betyder at græde."
Claire Williams sluttede inden diverse spørgsmål af med, at hun følte sig utrolig heldig for, at Massa i sin tid sagde ja til et møde og derefter en kontrakt, og hun ser Massa som en af de helt store grunde til deres seneste success.
I alt har Massa nået at vinde 11 grand prix'er (5 podieplaceringer for Williams), og i Abu Dhabi i år vil han køre sit grand prix nr. 250.