Den 16 oktober 2011 omkom den engelske racerkører Daniel "Dan" Wheldon desværre på Las Vegas Motor Speedway under et IndyCar løb. Nu er der så blevet lavet en hyldest bog om briten som nåede at vinde det prestigefyldte Indianapolis 500 to gange i karrieren, en bog som et par folk med fortid i Formel 1 også har været med til at bidrage til, hvilket også er derfor I nu læser om bogen på en dansk Formel 1-side.
Dan Wheldon kom aldrig selv til Formel 1, men det gjorde nogle af de kørere han mødte i starten af sin karriere. Den første Formel 1-kører som kommer på banen i bogen er Jenson Button, som var rival til Dan op igennem go kart klasserne og helt op til Formel Ford-klassen i England. Button fortæller bl.a. at han var overvældet første gang han så den et år ældre Wheldon, da Dan allerede den gang var engelsk mester i go kart. Senere udviklede de sig som nævnt til rivaler, hvilket de var ind til Dan Wheldon forlod England og rejste til USA.
Jenson Button og Dan Wheldon
Copyright The Sun
To andre godt nok tidligere Formel 1-kørere som har bidraget til bogen er Rubens Barrichello og Mark Webber. De to har mødt Dan Wheldon i lidt andre forbindelser end Jenson Button har. Rubens har været holdkammerat med Dan Wheldon til et 500 miles go kart løb i Brasilien i 2004 og 2005, mens australske Webber var instruktør med Dan til en racerskole på Brands Hatch tilbage i 1996. Begge kørere beskriver i øvrigt Dan Wheldon som en sjov fyr, som det var sjovt at omgås.
Udover folk med forbindelse til Formel 1, så er bogen fyldt med historier fra Wheldons familie, venner, kollegaer og andre personer som den smilende brite har gjort indtryk på. Der er endda også en dansker med i bogen, den tidligere danske Le Mans-kører Kristian Koldby var nemlig rigtig gode venner med Dan Wheldon da de to var unge og vilde i det britiske (Kristians søster Ellen arbejdede i øvrigt for McLaren i mange år). Koldby fortæller bl.a. historier om ham og Dan da de var unge og stiftede bekendtskab med ungdomslivet for første gang.
Vild ungdom med Kristian Koldby og Dan Wheldon
Copyright Twitter
Til det mere tekniske så at sige, så er det en ganske god bog på engelsk, som indeholder 213 sider. Bogen er bygget op på den måde, at alle de personligheder som der har en historie at fortælle, hver har fået mellem to og seks sider til at fortælle deres historie på. Udover det så er den krydret med en masse billeder fra Dans karriere, samt fokus på hans to rigtig flotte sejre i Indy 500.
Bogen udkom i USA, netop omkring dette års løb på Indianapolis, men den blev først sat til salg på nettet efter at løbet på Indy var slut. Bogen har to forfattere Andy Hallbery og Jeff Olson, men de har fået en del hjælp fra Wheldon-familien. Dan Wheldons søster Holly og hans kone Susie har lagt meget tid i arbejdet med bogen, ligesom et par af Dans tidligere holdkammerater Dario Franchitti og Tony Kanaan også har.
Bogen om Dan Wheldon
Copyright Kim Kristensen
Bogen er måske ikke en "must have" bog for Folk som kun følger med i Formel 1, da historierne fra Button, Barrichello og Webber kun fylder en lille del af bogen. Følger man derimod med i flere motorsports serie, eller måske endda ser IndyCar, så vil jeg anbefale Jer, at anskaffe denne bog, da den er fyldt med flotte billeder og sjove historier fra motorsports verdenen.
Bogen hedder "Lionheart-Remembering Dan Wheldon" og den kan anskaffes for omkring 550kr med fragt og det hele. Bogen kan købes på Amazon, hvor det er klart billigst at vælge den engelsk Amazon.co.uk. Overskuddet fra bogen går i øvrigt til Dan Wheldon foundation, samt forskning inden for sygdommen Alzheimers, en sygdom som Dan Wheldon havde tæt inde på livet, hans mor blev nemlig ramt af sygdommen.
Her har I et link, hvor I kan købe bogen, hvis det skulle have interesse.
https://www.amazon.co.uk/Lionheart-Remembering-Wheldon-Andy-Hallbery/dp/0992642191/ref=sr_1_1?s=books&ie=UTF8&qid=1465503309&sr=1-1&keywords=dan+wheldon