Bernie: Ingen kan slå Lewis

Hvem bliver makker til Lewis Hamilton hos Mercedes? Og kan vedkommende udfordre eksverdensmesteren? Det mener Bernie Ecclestone ikke, at nogen kan, uanset hvem det bliver.

Billeder fra USA 2015 . Copyright Daimler Benz

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 15/12 2016 klokken 10:12

Uanset hvor sympatierne ligger, kan ingen være uenige i, at Mercedes-køreren Lewis Hamilton er i en klasse for sig. Af samme årsag er det også en udfordring at finde en kører, som kan matche eksverdensmesteren i den kommende 2017-sæson og frem. Og hvem kan det?

I et TV-interview med Sky Sports News i går var Formel 1-bossen Bernie Ecclestone helt klar i spyttet, da han fik ovennævnte spørgsmål.

”Ingen kommer til at slå Lewis,” svarede Bernie kategorisk.

Samtidig erkendte Ecclestone, at det er bydende nødvendigt, at Mercedes finder en kører, som kan udfordre Hamilton. I modsat fald vil tilskuerinteressen i F1 dale endnu mere.

"Ka' du ikke sænke farten bare en lille smule...?" Bernie Ecclestone (tv) og Hamilton.
Copyright Mercedes AMG GP


”Jeg tror ikke, at folk vil købe billetter eller se løb på TV, hvor Lewis forsvinder ud i horisonten, så snart de røde lys er slukket og derefter tager de andre med en omgang eller to. Det vil være dårligt for alle, også for Lewis, for jeg er sikker på, at han ønsker at vinde på en fair måde og samtidig slå alle.”

Det varmeste emne til den tidligt pensionerede Nico Rosbergs sæde hos Mercedes er Valtteri Bottas, som dog allerede er bekræftet hos Williams. Den næste mulighed er Manors unge kører, Pascal Wehrlein, som i forvejen er test-kører hos Mercedes.

Ecclestone tror, at ”måske én eller to” på gridden ”vil være i stand til at performe” ved siden af Hamilton, men samtidig tvivler han på, at de vil være i stand til at vinde set over hele sæsonen.

”Jeg tror ikke, at nogen vil være i stand til at slå Lewis,” sagde han.

Lewis Hamilton og Mercedes har været en perfekt kombination.
Copyright Mercedes AMG


Samtidig afviste han, at Sebastian Vettel, Ferrari, og Fernando Alonso, McLaren, vil være realistiske bud, da de begge er på kontrakt.

”Uanset hvad… de (Mercedes, red.) har sagt, at de ikke vil have Fernando efter hans roderi hos McLaren (Spygate-sagen i 2007, red.), så det vil være forkert, hvis de tog ham. Så derfor forsøgte de heller ikke… og uanset hvad, så er Sebastian hos Ferrari, er tilfreds og ønsker på ingen måde at bryde sin kontrakt.”

Den eneste kører som Ecclestone kunne se som en hård konkurrent, var Red Bulls unge fremadstormende Max Verstappen.

Max Verstappen.
Copyright Red Bull Media


”Verstappen har været super… og når jeg siger at ingen kan (slå Hamilton, red.), så måske Max. Han vil nok kunne få Lewis til at køre lidt hurtigere. Hvis Max kommer i den rigtige bil, så kan han udfordre ham. Selv hvor han er nu, er der en mulighed.”

”Problemet er ret enkelt: Mercedes-teamet, motoren, alt er perfekt og de har den bedste kører i verden.”

”Jeg håber, at jeg tager helt fejl i min bedømmelse af mesterskabet med Lewis. Jeg håber, at jeg tager fejl og at uanset hvem der end sætter sig i samme team, så vil vedkommende slå ham eller få ham til at køre hurtigere eller lave fejl.”

”Min personlige menig er bare, at jeg ikke tror, det kommer til at ske,” lød den dystre forudsigelse fra Ecclestone.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Nu kan vi grine sammen Horner:  Sølvpilene er favoritter. »