Belgiens GP; løbsresumé: Hamilton fortsætter sin dominans

Carlos Sainz og hans McLaren komme ikke til start denne søndag i det Belgiske Grand Prix på grund af en defekt udstødning. Løbet blev domineret af Hamilton, mens Ricciardo og Ocon viste gode takter for Renault.

Ungarns Grand Prix 2020 . Copyright Mercedes AMG

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 30/8 2020 klokken 16:08

Hamilton kom fint fra start, Bottas lagde sig direkte bag sin holdkammerat hen af langsiden, men det var desværre ikke nok, og Hamilton begyndte hurtigt at trække fra i front. Verstappen og Ricciardo kæmpede stædigt om tredjepladsen med Verstappen som den umiddelbare vinder. Leclerc fik også en god start og rykkede fra plads 13 til 9 i modsætning til Vettel, der kun formåede at rykke én plads frem. Også Kevin Magnussen havde god fart på første omgang og avancerede fem pladser og op som nummer 15.

Efter de første fem omgange havde Bottas fundet en stabil rytme og var i stand til at holde sig lige omkring et sekund til halvanden fra Hamilton, mens Verstappen og Ricciardo faldt tilbage.

Der var masser af fine kampe længere nede i feltet, men den gode start fra Leclerc blev langsomt kørt ind i skyggen af blandt andre Kvyat og Sainz.

Dramaet kom på omgang 11, da Giovinazzi og Russell kørte voldsomt sammen mellem sving 13 og 14. Begge kørere var dog heldigvis uskadt. Giovinazzi tabte bilen på vej ud af sving 12, og det var desværre umuligt for Russell at undvige italienerens Alfa Romeo. Det fremkaldte en safetycar, der fik samlet feltet og skabt fornyet spænding. Alle kørere undtaget Perez og Albon skiftede til det hårdeste dæk.

Løbet blev givet frit på slutningen af omgang 14, og Hamilton havde igen hurtigt opbygget et forspring til Bottas og effektivt sørget for, at finnen ikke kunne bruge DRS. Perez gik i pit på omgang 19, hvilket virkede en smule overraskende set i lyset af den tidligere safetycar.

Halvvejs i løbet var Ricciardo underholdningen i løbet, da han tilbageerobrede sin fjerdeplads fra Gasly, mens Verstappen havde problemer med at lukke hullet på halvanden sekund op til Bottas. Vettel og Leclerc var tilbage omkring, hvor de startede, mens Magnussen og Grosjean heller ikke havde særlig meget fart i bilen denne søndag og lå hhv. 15 og 14 halvvejs igennem løbet.

Mercedes begyndte at holde ekstra øje med Verstappen, da de var bekymrede for, at han ville lave endnu et stop og ikke køre til enden på de hårdeste dæk i modsætning til Hamilton.

Det blev dog aldrig aktuelt, og Hamilton kunne også denne søndag køre sejren hjem foran sin holdkammerat og Verstappen. Dagens bedste præstationer uden for top tre må tilhøre Ricciardo, Ocon og Renault, der sluttede som nummer fire og fem. Ocon lykkedes med at få vristet femtepladsen fra Alex Albon på sidste omgang. Ricciardo tog samtidig også det ene ekstra point for hurtigste omgang. Albon kørte sig hjem som nummer seks efterfulgt af Norris, Gasly, Stroll og Perez, der lukkede top 10 denne søndag.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Belgiens GP: Løbet LIVE Formel 1 eksperten: Klokkerne er tavse i Maranello »