Alonso: Man skal være hjerteløs

Hvad er den vigtigste kvalitet en Formel 1-kører skal besidde? Det korte svar er hensynsløshed, hjerteløshed og selviskhed. Det mener McLarens Fernando Alonso.

Spaniens GP 2015 . Copyright McLaren Media

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 18/8 2016 klokken 11:08

Enhver Formel 1-kører er sin egen lykkes smed, og fokus er 100% på en selv. Ellers står en anden klar i kulissen, så forklaringen på kørernes egocentrering er ret enkel.

I et interview på McLarens officielle hjemmeside uddyber Fernando Alonso, der anses for at være en af de bedste kørere i dagens Formel 1, at hensynsløshed er en af de vigtigste kvaliteter en F1-kører kan have.

"Du skal være hjerteløs," sagde han. "De andre kørere er ikke fjender, men du er nødt til at fokusere på dig selv for at vinde. Hvis du kan ’skade’ nogen ved at få en fordel over dem, er det endnu bedre."

Fernando Alonso
Copyright McLaren Media


Den spanske dobbelte verdensmester ligger i p.t. på 13. pladsen i Formel 1-mesterskabet og har i den grad kæmpet med tekniske problemer efter sin tilbagevenden til McLaren sidste år. Alligevel mener han, at det, trods de manglende resultater, er følelsen af at køre en F1-racer, der stadig holder ham i sporten.

"Jeg er et konkurrencemenneske, og konkurrence er vigtig i F1, men jeg kører ikke F1 for konkurrencens skyld. Det kan jeg finde på andre områder af mit liv, f.eks. når jeg cykler, spiller tennis eller racer afsted med min mor til supermarkedet.”

”Årsagen til at jeg er i F1, er fordi bilerne giver mig en følelse, som jeg ikke kan få andre steder. Den er helt unik.”

Alonso sammenligner følelsen med det at køre i en ekstrem gokart, men understreger alligevel én stor forskel.

Det er ikke gået helt efter planen for Fernando Alonso, efter hans tilbagevenden til McLaren.
Copyright Red Bull Photofiles


"Det er svært at forklare, hvad denne følelse er, fordi intet andet kommer tæt på F1. Din hjerne skal nulstilles hver gang du sætter dig i bilen, fordi tingene sker så hurtigt. Selv hvis du ikke har kørt en F1’er i et par uger, så overrasker dens kræfter dig hver gang.”

"Jeg kører gokart, fordi jeg nyder konkurrencen. Jeg kører i F1 for denne følelse. Kørestilen i karting og F1 er ret ens, men der sker intet uventet i gokart. Din hjerne bliver aldrig overrumplet. Du kan forudsige alt, hvad karten vil gøre.”

"Dette er ikke tilfældet i F1, hvor du overrumples hele tiden. Når du træder på bremserne, tager det din hjerne 0,2 sekund at opfatte, hvad der sker. Det er en meget dejlig følelse… og det er lige præcis den følelse, jeg mener," lyder det fra Alonso.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Manor mister vigtig sponsor Kevin håber på snarelig afklaring »