Lotus Renault GP
Copyright Lotus Renault. Copyright: Lotus RenaultI 2012 bliver det gamle Renault hold officielt til Lotus, et navn de kæmpede med det tidligere Lotus hold, der nu hedder Caterham om, gennem det meste af 2011 sæsonen, hvor begge hold startede ud med at kalde sig Lotus og begge hævdede at have retten til det legendariske navn, der ellers har været ude af Formel 1 i en længere periode.
Renault blev først involveret i Formel 1 i 1977. Teamet stillede op til start i de sidste fem løb i sæsonen, med franskmanden Jean-Pierre Jabouille som eneste kører. Renault´s første bil, Renault RS01, var en revolution i sporten. Den fik sin motorkraft fra Renault-Gordini motoren, der var den første turbomotor i Formel 1. På daværende tidspunkt tillod reglerne, at man benyttede 3,0 liters motorer uden turbo, men der var en ekstra klausul. Man måtte dog gerne benytte turbo, så længe motorvolumen ikke oversteg 1,5 liter.
Renault var det første team der benyttede sig af denne strategi, da det af de eksisterende teams, blev anset for at være for risikabelt. De fleste teams holdt sig til Fords Cosworth motorer, mens Ferrari, Matra og Alfa Romeo koncentrerede sig om at udvikle de såkaldte "flat 12" motorer. I stedet for en højere vinkel på motoren, som vi ser i moderne biler, lå motoren mere ned og havde dermed et lavere tyngdepunkt.
1970´erne var et årti, hvor der for alvor blev udviklet og opfundet i F1. Lotus teamet udviklede den såkaldte "ground effect" bil, hvor bilen bogstavelig talt sugede sig fast til asfalten. Tyrell forsøgte sig med P34, en sekshjulet racer, der efterlod en måbende verdenspresse ved dens lancering.
RS01´eren var ustabil og alt for tung. Derudover var den svær at styre, og turboen arbejdede for langsomt. Jabouille, der havde været en nøgleperson i både udviklingen af motor og chassis, fortsatte sammen med Renault, fast besluttet på succes.Teamets første pole, kom på Kyalami banen i Syd-Afrika i 1979. Rene Arnoux måtte udgå, det samme gjorde Jabouille, men grundplanen var lagt.
Da man nåede halvvejs i sæsonen, var der sket en utrolig forandring. I det franske Grand Prix, på hjemmebane i Dijon, opnåede de to Renault-biler den forreste startrække i kvalifikationen, og Jean-Pierre Jabouille vandt løbet, som den første med en turboladet motor nogensinde.
Fra 1980 til 1983, var der op-og nedture for teamet. Arnoux havde fået smag for succes og han vandt en del løb. Jabouille var derimod plaget af mange små uheld, der satte ham ud af spillet ofte. I slutningen af 1980, var Jabouille involveret i et alvorligt uheld i Canada, der smadrede hans ben. Ulykken satte en effektiv stopper for hans videre karriere.
Alain Prost blev holdets nye kører, og de tre år han var med i teamet, var i høj grad med til at gøre ham til en Formel 1 legende og Renault til et af de bedste teams. Prost vandt ni gange for teamet, mens Arnoux bidrog med to.
I 1982 skiftede Rene Arnoux til Ferrari og blev erstattet af amerikaneren Eddie Cheever. Kombinationen Cheever-Prost var succesfuld og begge kørere blev anset for favoritter til titlen. Desværre var det Nelson Piquet i Brabham-BMW der løb med sejren.
Prost forlod teamet efter 1983, det samme gjorde Cheever. I stedet blev Patrick Tambay og Derek Warwick hyret til at bringe Renault tilbage på toppen. Der var et mesterskab der skulle vindes. trods flere noble forsøg, var hverken 1984 eller 1985 for den sags skyld, særlig succesfulde. Andre teams havde adopteret turbomotorer og havde større succes med at udvinde det maksimale fra de kraftige V12´ere.
I slutningen af 1985, gjorde enorme udgifter i Renault-teamet, at det ikke længere var rentabelt at køre et fuldt Formel 1 team. Daværende præsident for Renault, Georges Besse, nedjusterede Renault engagement i Formel 1, fra at deltage med eget navn, til udelukkende at være motorleverandør til andre teams. Det blev kun til en enkelt sæson, 1986, hvorefter stikket blev trukket ud.
Man kan ikke slukke en glimrende idé, og i 1989 var Renault tilbage i kongeklassen, dog kun som leverandør af motorer til Williams. Allerede seks løb inde i sæsonen, kom den første sejr. Samtidig konstruerede Renault den første V10 motor i F1, og den var meget lettere end den kraftige, men tunge V12´er. Det gik bedre og bedre de næste to sæsoner, og 1992 blev Renaults hidtil største. Nigel Mansell vandt ni løb i sin Williams-Renault og tog mesterskabet med imponerende 108 point, mod teamkollega Riccardo Patrese´s 56. Ialt vandt Williams 10 sejre ud af 16 mulige.
Williams perfektionerede den aktive ophængning, som de også havde brugt året før, og endnu en gang var bilerne klart dominerende. Alain Prost vandt syv ud af seksten løb, Senna tog andenpladsen, hvilket resulterede i endnu et mesterskab for Williams-Renault og Prost fik sin fjerde titel.
Williams-Renault oplevede deres mørkeste periode den 1. maj 1994. Ayrton Senna blev dræbt på Imola i San Marino og man satte sin lid til Senna´s uerfarne kollega, Damon Hill. Da man nåede det franske Grand Prix, var Hill 37 point efter Michael Schumacher. Heldigvis for Hill og Williams-Renault, måtte Schumacher udgå og havde en del diskvalifikationer, så hullet op til tyskeren blev snart formindsket til et enkelt point, til Schumachers fordel.
Michael Schumacher tog sit første af syv mesterskaber. Han blev den eneste kører der vandt et mesterskab i perioden 1992-1997, uden en Renault-motor, hvilket klart taler til fordel for den kraftige motor. Williams-Renault vandt dog konstruktørernes mesterskab.
Benetton-teamet købte Renault-motor til 1995-sæsonen, og Michael Schumacher forsvarede sin titel med stor succes. Han slog Damon Hill med 33 point, og Benetton vandt deres eneste konstruktørmesterskab.
Williams vandt de næste to sæsoner, både konstruktørmesterskaberne og kørernes mesterskaber, med henholdsvis Damon Hill i 1996 og Jacques Villeneuve i 1997. Efter 1997 trak Renault sig endnu en gang ud af Formel 1, men dog kun med navnet. De leverede stadig kundemotorer til andre teams, blot under andre navne
Benetton købte Renault-motorer, her blev de kaldt for Playlife, hos Williams var det Megachrome der stod på motorblokken, mens de hos BAR og Arrows hed Supertec.
I marts 2000 købte Renault Benetton teamet for $120 millioner. Teamet kørte som Benetton indtil 2001, og ændrede officielt navnet til Renault F1 op til 2002 sæsonen. Flavio Briatore, der havde været hos Benetton siden slutningen af 1980´erne, fortsatte som teamchef.
Teamet benyttede stadig Playlife motorer, der var mindre kraftfulde, i 2000, og havde Giancarlo Fisichella og Alex Wurz som kørere. Teamet scorede 20 point, og kom på podiet i både Monaco og Canada.
Året efter forlod Wurz teamet og blev testpilot for McLaren, og i stedet kom Jenson Button, der var udlånt fra Williams, til teamet. Fisichella opnåede årets eneste podieplacering, en tredjeplads i Belgien. Ialt blev det til 10 point det år.
Fisichella forlod teamet i 2002 til fordel for Jordan og nu blev det Jarno Trulli´s tur. Sammen med Jenson Button scorede de to kørere 23 point, til det der nu hed Renault F1.
Selvom Button var hurtigere end Trulli og han scorede flere point, blev Button fyret og i stedet kom Fernando Alonso til teamet. Spanieren havde imponeret som testkører året forinden og Flavio Briatore var hans manager. Alonso vandt det ungarske Grand Prix, teamets første sejr siden Østrig 1983. Renault udviklede konstant og forsøgte sig med en radikal 111 graders 10 cylindret motor til RS23 raceren.
Meningen var at sænke tyngdepunktet og dermed ændre vægtfordelingen, så bilen ville opføre sig bedre, præcis som de havde forsøgt med "flat 12"-motoren i 1977-1978. Men resultatet var for ustabilt og motoren blev for tung, så Renault vendte tilbage til mere konventionelle motortyper.
I 2004 blev det klart for alle, at Renault for alvor var ved at gøre sig gældende. De sikrede sig en andenplads i konstruktørernes mesterskab. Trulli vandt Monaco´s Grand Prix fra pole med kun et halvt sekund ned til Button. Desværre for Trulli blev forholdet mellem ham og Briatore forværret, især i den anden halvdel af året og beskyldte teamet for at favorisere Alonso. De to fortsatte dog deres gode venskab. Trulli blev fyret inden sæsonen var ovre og kørte sæsonens to sidste løb for Toyota.
Renault lå som toer i konstruktørmesterskabet, og var desperate efter at finde en erstatning for Trulli og bevare placeringen. Man hyrede Jacques Villeneuve til de sidste tre løb, men han havde mistet meget af den gamle fyrighed og havde også været væk fra sporten i næsten en sæson. Han nåede ikke at lære bilen at kende, og resultatet var ikke imponerende. Teamet sluttede på en tredjeplads, efter BAR.
2005 blev det største øjeblik i Renault´s Formel 1 historie. Giancarlo Fisichella blev hyret, eller rettere taget tilbage, da han jo havde kørt for Benetton, men nu sad han endelig i en vinderbil. Fisichella vandt åbningsløbet i Melbourne, men hurtigt overtog Fernando Alonso rollen som førstemand i teamet.
Alonso vandt på regelmæssig basis og bakkede dem ellers op med anden og tredjepladser. Fisichella derimod led under mekaniske problemer. Renault og Alonso blev for alvor presset efter San Marino´s Grand Prix, hvor McLaren´s Kimi Räikkönen begyndte at røre på sig. McLaren overhalede Renault i konstruktør mesterskabet, mens Alonso pressede på. I Brasilien vandt McLaren en 1-2 sejr, men Alonso var foran i kørernes mesterskab.
Han vandt mesterskabet og blev den yngste verdensmester før Sebastian Vettel tog titlen i 2010 (med en Renault-motor). Alonso fulgte det op med en sejr i Kina, hvilket gav føringen tilbage til Renault, der tog titlen. Dermed brød de seks års Ferrari-dominans, og indvarslede en ny æra.
Alonso og Fisichella fortsatte i 2006, eneste ændring var testkører Franck Montagny, der blev erstattet af Heikki Kovalainen. Det var en tid præget af opbrud og store ændringer i sporten. Minardi, Sauber og Jordan blev opkøbt og ændret til Toro Rosso, BMW Sauber og Midland F1. Super Aguri var det nye team på gridden og de nåede lige akkurat ansøgningsfristen.
2006 var også året, hvor vi så Ferrari der blev beskyldt for ulovlige vinger og Renault blev beskyldt for at benytte et ulovligt støddæmper-system.
Men også blandt kørerne var der ændringer. Der var en ny mester i byen og han hed Fernando Alonso. Michael Schumacher var stadig manden der skulle slås, men han mærkede presset allerede i 2005.
Renault og Alonso etablerede tidligt en føring i både konstruktørernes og kørernes mesterskab. Men Schumacher var ikke den der gav op. Hvis Alonso fik en sejr i et løb, tog Schumacher andenpladsen. Var det Schumacher der stod øverst i et løb, stod Alonso på andenpladsen. Sådan fortsatte sæsonen og det var en indædt og fantastisk spektakulær kamp om titlen. Det var racing når det var bedst.
Da året var omme, stod Fernando Alonso øverst på skamlen endnu en gang og blev dermed den yngste dobbelte verdensmester nogensinde. Michael Schumacher meddelte efter sin sejr på Monza, at han trak sig tilbage, efter seksten sæsoner og syv mesterskaber, mere end nogen anden kører.
Renault måtte sige farvel til Fernando Alonso, der allerede efter 2005-sæsonen annoncerede en flerårig McLaren-kontrakt fra 2007. I stedet blev Heikki Kovalainen forfremmet til løbskører sammen med Giancarlo Fisichella. Teamet lancerede flere nye tiltag, blandt andet end ny hovedsponsor der ændrede de kendte blå og gule farver til en skønsom blanding af orange, mørkeblå og hvid. Derudover blev Nelson Piquet jr, og Ricardo Zonta ansat som testkørere.
Renault havde et svært 2007. Man talte om Alonso-effekten, men Renault afviste at spanieren var så dygtig at han kunne hente op til et sekund per omgang. Senere, da det stod klart at noget måtte der gøres, indrømmede man fra Renault´s side, at Alonso var god for i hvert fald et halvt sekund per omgang.
Fisichella følte sig ikke tilpas i teamet, og han havde meget svært ved at følge med Alonso og Hamilton i deres sølvgrå McLaren-Mercedes. Også rookie Heikki Kovalainen kæmpede, men opnåede en podieplads i Japan. McLaren og Ferrari løb med det hele, Kimi Räikkönen blev verdensmester og Renault opnåede kun en fjerdedel af det pointtal som Ferrari havde.
Efter et hårdt år hos McLaren, hvor forholdet til rookien og kollegaen Lewis Hamilton overskyggede alt vendte Fernando Alonso tilbage og erstattede Fisichella. Kovalainen skiftede til McLaren og i stedet forfremmede Renault testkører Nelson Piquet Jr til det andet løbssæde. Der var mange problemer i starten af sæsonen, men hårdt arbejde betød små fremskridt.
I det tyske grand prix scorede Nelson Piquet Jr en andenplads, da Timo Glock kørte galt og sikkerhedsbilen kom på banen. Senere på sæsonen var det et uheld til Nelson Piquet Jr, der skulle sikre Fernando Alonso holdets første sejr siden 2006. Uheldet skulle senere få betegnelsen Crashgate og få stor betydning for holdets fremtid, men denne søndag aften tog Fernando Alonso en flot sejr. Den blev bakket op af endnu en sejr i Japan, der blev kørt hjem uden hjælp fra uheld.
Copyright Renault F1
2009 lovede godt. Direktionen forventede, at de kunne fortsætte den gode udvikling fra 2008, men det lykkedes ikke. Specielt andenkører Nelson Piquet Jr havde det svært, og samtidig med at sædet blev varmt begyndte rygterne om et fingeret uheld at florere. Det viste sig, at Nelson Piquet Jrs afkørsel i Singapore året før, der sikrede Fernando Alonso sejren, var en kalkuleret manøvre planlagt til at fange de andre kørere på det forkerte tidspunkt.
Da sandheden kom frem blev der meget varmt hos Renault. Flere sponsorer valgte at trække sig med kort varsel, og længe gik rygterne om at holdet ville trække sig før sæsonen. Nelson Piquet Jr blev sparket så langt ud af Formel 1, at han aldrig vender tilbage, og i stedet forfremmede man testkører Romain Grosjean til sædet ved siden af Fernando Alonso. Manglende testmuligheder gav dog et negativt indtryk af franskmanden, der i 2010 blev erstattet af russeren Vitaly Petrov, en kører han havde sloges med i GP2 hele året.
Renault som havde været ejer af holdet valgte efter skandalerne i 2008/2009 at sælge det meste af holdet til konsortiet Genii Capitals. Renault ville stadig lægge navn til holdet, men styringen var ikke længere fransk, og Eric Bouillier der blev hentet ind som erstatning for persona non grata Flavio Briatore blev ny teamchef for holdet. Fernando Alonso valgte efter to år uden den store succes at skifte til Ferrari, der manglede en kører for Kimi Raikkonen og Romain Grosjean måtte også søge nyt arbejde efter en kort Formel 1-karriere uden resultater.
Det var derfor et nyt Renault-hold, der stillede til start i Australien. I de to sæder sad nu Robert Kubica, der var blevet ledig på markedet, da BMW trak sig ud af sporten efter 2009, og GP2-vicemesteren Vitaly Petrov, der med russiske rubler i ryggen skrev historie som den første russiske Formel 1-kører. Farverne på bilen var også ændret fra det mere farveladeagtige til sort/gul, der gav associationer til fortidens farver.
Copyright Bridgestone Motorsportmedia
2010 blev et comebackår. Ingen havde forventet de resultater som Robert Kubica opnåede. En andenplads i sæsonens andet løb i Australien fulgt af tredjepladser i Monaco og Belgien. Kollegaen Vitaly Petrov havde dog svært ved at vænne sig til at køre Formel 1, og først sidst på sæsonen begyndte der at komme lidt stabilitet. Russeren skulle dog få afgørende indflydelse på dette års mesterskab, da han på trods af et tidligt pit stop holdt mesterskabsførende Fernando Alonso og nummer to Mark Webber bag sig. Det betød, at Sebastian Vettel vandt mesterskabet, og Renault-motoren igen var drivlinen bag køreren.
2011 bød på en ny Renault bemaling, der havde taget Lotus navnet til sig, da det hørte til fabrikken. Således var der pludselig to Lotus-hold på gridden, men FIA brød dog ind i den navne kamp, så Lotus Renault GP officielt fortsat skulle bære navnet Renault i 2011. Det var næppe den legendariske John Player bemaling der gjorde forskellen, men Renault var pludselig igen med fremme i 2011, indtil deres kontroversielle udstødningssystem blev erklæret ulovligt.
Kort før sæsonen blev holdet ramt af en tragedie. Førstekører Robert Kubica forulykkede i en rallyulykke og kom meget alvorligt til skade. Derfor måtte holdet på jagt efter en reservekører, og valget faldt på Nick Heidfeld, der bliver betegnet som en superafløser. Stridigheder i Bahrain betød, at årets første løb blev afviklet i Australien, og her endte Vitaly Petrov med at snuppe en tredjeplads.
Copyright Getty Images/Red Bull Racing
Den placering bakkede Nick Heidfeld op i Malaysia, men så var det også slut. Resultaterne blev dårligere og efter sommerferien blev Nick Heidfeld fyret og erstattet af Bruno Senna. Senna var reservekører i 2011, og havde nogle hårde odds imod sig. Han bragte dog fornyet energi til holdet, og kvalicerede sig i første løb bedre end den erfarne holdkammerat Petrov.
Resultaterne var dog ikke prangende, og podieplaceringerne i starten af sæsonen var glemt. Pointene kunne tælles på få fingre, og Lotus købte sig ind i holdet, så holdet fra 2012 er det eneste og officielle Lotus-hold. Lotus kunne byde på en større overraskelse, da de annoncerede Kimi Raikkonen som ny førstekører, og kort før jul annoncerede de et comeback til Romain Grosjean, der får en af de sjældne ’andenchancer’ i Formel 1.
Renault indgår stadig i teamnavnet, men nu kun som motorleverandør. Forventningerne er høje til 2012, hvor holdet får en af de mest spændende kørerduoer på gridden. Resultaterne skal komme og gerne et par ture forbi podiet.
| Generel info | |
|---|---|
| Hold ejer | Renault |
| Hovedkvarter | Grove Wantage Oxfordshire OX12 ODQ England |
| Debut i F1 | England i 1977 |
| Grand Prixer | 300 |
| Verdensmester - konstruktører | 2005, 2006 |
| Verdensmester - kører | 2005, 2006 (Alonso) |
| Ansatte | ca. 550 |
| Budget | ca. €225 Millioner |
| Hjemmeside | Hjemmeside; lotusrenaultgp.com |
| Personer | |
|---|---|
| Teamchef | Eric Boullier |
| Teknisk direktør | Naoki Tokunaga |
| Teammanager | Paul Seaby |
| Chefdesigner | Martin Tolliday |
| Chefingeniør | Gavin Hudson |
| Chefaerodynamiker | Dirk De Beer |
| Piloter | Kimi Räikkönen Romain Grosjean |
| Bilen | |
|---|---|
| Navn | R32 |
| Ydelse | ca. 800 Hk |
| Dæk | Pirelli |
| Køling | Vand og oliekølet |
| Tændrør | Champion |
| Benzin | Elf |
| Diverse oplysninger | |
|---|---|
| Homepage | http://www.lotusrenaultgp.com |
| Team ejer | Renault |
| Antal sejre | 36 |
| Antal poles | 51 |
| Antal point (alle år) | 303 |
| Antal startede grand prix'er | 20 |
VM gennem tiderne
| År | Kørere | VM point | VM placering |
|---|---|---|---|
| ... | 0 |
2020 sæsonen
| Nr. | Løb | Kørere | Placeringer | Point |
|---|---|---|---|---|
| I alt i 2020 | 0 | |||