Baner - Nürburgring
Nürburgring
| 2007 Info | |
|---|---|
| Land | Europa |
| Længde | 5148 m |
| Antal omgange | 60 |
| Løbslængde | 308.88 km |
De seneste vindere på Nürburgring
| År | Kører | Team | Tid |
|---|---|---|---|
| 2020 | Lewis Hamilton | Mercedes-AMG Petronas F1 Team | 1T35:49.641 |
| 2013 | Sebastian Vettel | Oracle Red Bull Racing | 1T41:14.711 |
| 2011 | Lewis Hamilton | McLaren Formula 1 Team | 1T37:30.334 |
| 2009 | Mark Webber | Oracle Red Bull Racing | 1T38:43.310 |
| 2007 | Fernando Alonso | McLaren Formula 1 Team | 2T06:26.358 |
| 2006 | Michael Schumacher | Scuderia Ferrari | 1T35:58.765 |
| 2005 | Fernando Alonso | Renault | 1T31:46.648 |
| 2004 | Michael Schumacher | Scuderia Ferrari | 1T32:35.101 |
De seneste pole positions på Nürburgring
| År | Kører | Team | Tid |
|---|---|---|---|
| 2020 | Valtteri Bottas | Mercedes-AMG Petronas F1 Team | 1:25.269 |
| 2013 | Lewis Hamilton | Mercedes-AMG Petronas F1 Team | 1:29.398 |
| 2011 | Mark Webber | Oracle Red Bull Racing | 1:30.079 |
| 2009 | Mark Webber | Oracle Red Bull Racing | 1:32.230 |
| 2007 | Kimi Räikkönen | Scuderia Ferrari | 1:31.450 |
| 2006 | Fernando Alonso | Renault | 1:29.819 |
HISTORIE:
Der er ikke nogen tvivl om, at Nürburgring er en af de mest legendariske baner overhovedet i Formel 1-historien. Den bane som kørerne møder i dag er dog langt fra den oprindelige bane fra 1925.
Den originale bane fandtes i en konfiguration, der var hele 28 kilometer lang, men den mest anvendte var den "kun" 22 kilometer legendariske Nordsløjfe.
Juan Manuel Fangio vandt i 1954, 1955 og 1956. Her er han for Maserati i 1957
Første gang Nürburgring lagde grund til en større motorsportsbegivenhed var i 1927, hvor der blev afviklet et sportsvognsløb. Fire år senere kom turen til det første Grand Prix – begge løb blev vundet af Rudolf Caracciola.
Banen fik blandt andet på grund af sving som Pflanzgarten, Bergwerk og Karusselen hurtigt et ry for at være en ultimativ test af kørernes færdigheder.
Anden Verdenskrig satte selvfølgelig en stopper for motorsporten i Tyskland, men i 1951 var Nürburgring tilbage og kunne afholde sit første Formel 1 Grand Prix – et løb der blev vundet af Ferraris Alberto Ascari.
Ronnie Bucknum (Honda) - Tysklands Grand Prix 1964
Bortset fra 1955 og 1960 (de år var der slet ikke noget tysk Grand Prix) samt 1959 og 1970 var Nürburgring herefter vært for Tysklands Grand Prix hvert år frem til 1976. Blandt de store i denne periode var Juan Manuel Fangio og Jackie Stewart, der begge stod øverst på podiet tre gange. Sidstnævnte var i 1968 så suveræn, at han efter de 14 omgange kom over stregen mere end fire minutter før Graham Hill på andenpladsen – en forskel der svare til op til tre omgange på nutidens baner!
Desværre var noget af det, der var med til at gøre Nordsløjfen legendarisk også der, der fældede den: med sine mere end 22 kilometer og 70 sving var det stort svært at sørge for, at banen fuldte med tiden, og det var stort set umuligt for kørerne at huske alle svingene – begge dele samt det faktum, at Nürburgring med sin placering i bjergene er udsat for hyppige og pludselige vejrskifter, var med til at gøre det til en farlig beskæftigelse at køre på banen.
Jochen Rindt (Cooper) - Tysklands Grand Prix 1966
Således var ulykker langt fra en sjældenhed og blandet andet argentineren Onofre Marimon og den tredobbelte Grand Prix-vinder Peter Collins måtte lade livet i forbindelse med Formel 1-weekender.
Dette første til at kørerne med Jackie Stewart og Jochen Rindt i spidsen pressede voldsomt på for at få gjort banen mere sikker. Derfor forsøgte man i 1970 at jævne de værste ujævnheder på banen, man tilføjede barriere og afkørselsarealer, og banen blev udvidet visse steder.
Det var imidlertid ikke nok til at forhindre dødsstødet for Nordsløjfen. Allerede i 1974 begyndte problemerne at hobe sig op. Motorcykelkørerne, der tog del i verdensmesterskabet, besluttede sig for at boykotte årets løb, og fra Formel 1-verdenen lød der igen krav om forbedringer.
Denny Hulme (Brabham) - Tysklands Grand Prix 1967
I 1976 blev Niki Lauda (Ferrari) udsat for en forfærdelig ulykke, hvor bilen brød i brand. På mirakuløs vis overlevede han og kunne senere samme år vende tilbage til Formel 1, og i 1985 lykkedes det ham at sætte løbets hurtigste omgang på den nye Nürburgring.
Året efter var Tysklands Grand Prix imidlertid flyttet til Hockenheim, hvor det med en enkelt undtagelse – (i 1985, hvor man var på gæstevisit på Nürburgring) – har været afholdt siden.
| År | Pole Position | Hurtigste Omgang | Vinder |
|---|---|---|---|
| 1951 | A. Ascari | J.M Fangio | A. Ascari |
| 1952 | A. Ascari | A. Ascari | A. Ascari |
| 1953 | A. Ascari | A. Ascari | N. Farina |
| 1954 | J.M. Fangio | K. Kling | J.M. Fangio |
| 1956 | J.M. Fangio | J.M Fangio | J.M. Fangio |
| 1957 | J.M. Fangio | J.M Fangio | J.M. Fangio |
| 1958 | M. Hawthorn | S. Moss | T. Brooks |
| 1961 | P. Hill | P. Hill | S. Moss |
| 1962 | D. Gurney | G. Hill | G. Hill |
| 1963 | J. Clark | J. Surtees | J. Surtees |
| 1964 | J. Surtees | J. Surtees | J. Surtees |
| 1965 | J. Clark | J. Clark | J. Clark |
| 1966 | J. Clark | J. Surtees | J. Brabham |
| 1967 | J. Clark | D. Gurney | D. Hulme |
| 1968 | J. Ickx | J. Stewart | J. Stewart |
| 1969 | J. Ickx | J. Icks | J. Icks |
| 1971 | J. Stewart | F. Cevert | J. Stewart |
| 1972 | J. Ickx | J. Icks | J. Icks |
| 1973 | J. Stewart | C. Pace | J. Stewart |
| 1974 | N. Lauda | J. Scheckter | C. Regazzoni |
| 1975 | N. Lauda | C. Regazzoni | C. Reutemann |
| 1976 | J. Hunt | J. Scheckter | J. Hunt |
| 1984 | N. Piquet | N. Piquet/M. Alboreto | A. Prost |
| 1985 | T. Fabi | N. Lauda | M. Alboreto |
| 1995 | D. Coulthard | M. Schumacher | M. Schumacher |
| 1996 | D. Hill | D. Hill | J. Villeneuve |
| 1997 | M. Häkkïnen | H.-H. Frentzen | J. Villeneuve |
| 1998 | M. Schumacher | M. Häkkïnen | M. Häkkïnen |
| 1999 | H.-H. Frentzen | M. Häkkïnen | J. Herbert |
| 2000 | D. Coulthard | M. Schumacher | M. Schumacher |
| 2001 | M. Schumacher | J.P. Montoya | M. Schumacher |
| 2002 | J.P. Montoya | M. Schumacher | R. Barrichello |
| 2003 | K. Räikkönen | K. Räikkönen | R. Schumacher |
| 2004 | M. Schumacher | M. Schumacher | M. Schumacher |
| 2005 | N. Heidfeld | F. Alonso | F. Alonso |
| 2006 | F. Alonso | M. Schumacher | M. Schumacher |
Der skulle gå otte år, inden Nürburgring vendte tilbage til Formel 1-kalenderen. Med Tysklands Grand Prix solidt plantet på Hockenheimring tyede man til at kalde løbet for Europas Grand Prix. Den nye bane var med sine 4,5 kilometer imidlertid kun en skygge af den gamle, og de fleste kørere følte, at det nye design var uinspirerende sammenlignet med Nordsløjfen.
Det blev Alain Prost, der vandt løbet i 1984 og året efter, hvor det igen hed Tysklands Grand Prix, blev det Michele Alboreto, der tog den største af pokalerne med sig. Den nye Nürburgring var dog slet ikke nogen succes, og efter de to løb, holdt Formel 1-feltet sig væk indtil 1995, hvor den seneste æra begyndte.
Siden 1995 har banen været med på kalenderen hvert år – i 1997 og 1998 som Luxembourgs Grand Prix og de andre år som Europas Grand Prix. Meget passende blev det Michael Schumacher (Benetton), køreren der om nogen har præget Formel 1 siden Nürburgrings tilbagevenden, der vandt åbingsløbet. Det skete dog efter en hård kamp med Jean Alesi (Ferrari), og det var ikke indtil næstsidste omgang, at Schumacher kunne overtage føringen.
Året efter kunne Jacques Villeneuve noterer sig for sin første sejr i sin Formel 1-karriere. I 1999 blev det med en sejr til Johnny Herbert til Stewart holdets første og eneste sejr.
Selv med sin noget specielle bagvinge måtte Graham Hill (Lotus) sande, at det kun rakte til en andenplads mere end fire minutter efter Jackie Stewart.
I 2002 ændrede man igen på banen, således at den fik den udformning, som vi kender i dag. Dette skete ved at tilføje et otte millioner Euro dyrt kompleks – Mercedes Arenaen – bestående af tre snævre sving, der blev tilføjet til det eksisterende Castol-S sving – stedet hvor Ralf og Michael Schumacher i 1997 kørte hinanden af banen, således at Jacques Villeneuve fik et 9 points forspring inden sæsonens to sidste løb.
Ændringen blev gjort for at øge sikkerheden, overhalingsmulighederne og tilskuerkapaciteten på banen. Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for ændringen.
(Kilde: I store træk: www.formula1.com)
| 2001 - Duellen der forsvandt | |
|---|---|
| Der var allerede dramatik, inden løbet overhovedet kom i gang. Michael Schumacher (Ferrari), der startede forrest foran de to Williams-kørere, Ralf Schumacher og Juan Pablo Montoya, nåede ikke frem til startlinien før hans racer gik i stå. Så han måtte finde sig i at køre tilbage til paddock på en BMW-scooter (BMW leverede motorer til Williams på det tidspunkt). Da starten gik var der en hård duel mellem de to Schumacher-brødre, men Michael holdt føringen. Michelin-dækkene, som Williams kørte med, var lang tid om at komme op i fart, hvilket Michael straks udnyttede til at opbygge et forspring, men efterhånden kom Williams-racerne op i fart og hentede ind på ham. Der var derfor lagt op til en spændende duel mellem Ralf og Michael Schumacher, ligesom man havde set det i løbet inden i Canada. På omgang 28 går begge i pit, men Ferrari-mandskabet arbejdede hurtigst, og der blev ikke ændret på stillingen. På vej ud af pitten var Ralf Schumacher dog så koncentreret på trafikken, at han overskred den hvide linie, hvilket han blev idømt en stop-and-go straf for, hvilket afgjorde løbet. Montoya var gennem en stor del af løbet den hurtigste, og han satte da også løbets hurtigste omgang. Han var dog for langt efter Schumacher til at kunne true ham. I stedet måtte han tage til takke med karrierens anden andenplads. |
1: M. Schumacher 2: Montoya 3: Coulthard 4: R. Schumacher 5: Barrichello 6: Häkkinen 7: Irvine 8: de la Rosa |
2002 - Ferrari og de andre |
| På trods af en 1-2 Williams på startgridden, så var det Ferrari, der totalt dominerede løbet. Det tog Rubens Barrichello mindre end én omgang at komme fra fjerdepladsen til førstepladsen, og der blev han løbet ud. Michael Schumacher brugte et par omgange ekstra på at komme forbi Juan Pablo Montoya, der tog pole for tredje løb i træk, og Ralf Schumacher. Ferrari-kørerne var så meget hurtigere end alle andre, at på trods af, at Schumacher spandt på omgang 23 og mistede 10 sekunder, så kunne han stadig nå i pit på den efterfølgende omgang og komme ud igen på andenpladsen. På et tidspunkt var de to næsten et minut foran Kimi Räikkönen, der for anden gang i karrieren kom på podiet. Ellers vil løbet blive husket for, at det var første gang, der blev kørt på den modificerede udgave af den moderne Nürburgring med Mercedes Arenaen. Det var også her et af de dramatiske højdepunkter i løbet var: kort inden første pitstop kæmpede David Coulthard (McLaren) og Montoya hårdt om fjerdepladsen, Coulthard angreb ind i det første skarpe sving, Montoya snitter kerben, og da han praktisk taget ikke har noget slidbane tilbage på dækkene, kan han ikke holde Williamsen, så han spinder og tager begge kørere ud af løbet. |
1: Barrichello 2: M. Schumacher 3: Räikkönen 4: R. Schumacher 5: Button 6: Massa 7: Heidfeld 8: Trulli |
2003 - Williams tilbage i VM-kampen |
| Fra fronten af gridden tog Kimi Räikkönen (McLaren) starten og opbyggede hurtigt et stort forspring til Ralf Schumacher (Williams). Det hjalp dog intet, da Mercedes-motoren ikke ville som Räikkönen og eksploderede på 23. omgang. I stedet var der relativt frit løb for Ralf. Bag ved ham blev det til et par spektakulære og meget diskuterede dueller. Først angreb Juan Pablo Montoya (Williams) Michael Schumacher (Ferrari) på ydersiden af hårnålen. De to rørte hinanden, hvilket forårsagede, at Schumacher spandt og havnede i gruset. Da hans motor stadig var i gang, og han holdt i en farlig position, besluttede marshallsene til manges overraskelse at skubbe ham ind på banen igen. Kort før slutningen af løbet kæmpede David Coulthard (McLaren) for at komme forbi Fernando Alonso (Renault) i kampen om fjerdepladsen. Alonso bremsede særdeles tidligt og fik godt og grundigt testet skottens reflekser. Coulthard undgik med nød og næppe at tordne op bag i Renaulten ved at køre ud i grusset og udgå. |
1: R. Schumacher 2: Montoya 3: Barrichello 4: Alonso 5: M. Schumacher 6: Webber 7: Button 8: Heidfeld |
2004 - Schumacher show |
| Efter en dårlig Ferrari-weekend i Monaco, blev det til en walk over for især Michael Schumacher, mens Rubens Barrichello måtte kæmpe lidt mere for sin andenplads. Takuma Sato (BAR) startede fra en flot andenplads men i løbet gik det galt. I kampen om andenpladsen udbremsede han Barrichello, og de to stødte sammen, så Sato måtte en ekstra tur i pitten. Det var åbenbart mere end Honda-motoren kunne holde til for omgangen efter gik den op i røg. I stedet blev det hans holdkammerat, Jenson Button, der tog den sidste podieplacering. |
1: M. Schumacher 2: Barrichello 3: Button 4: Trulli 5: Alonso 6: Fisichella 7: Webber 8: Montoya |
2005 - Drama fra først til sidst |
| Weekendens store helt må siges at være Nick Heidfeld (Williams) der først tog sin karrieres første poleposition og siden tog andenpladsen i løbet, der både startede og sluttede dramatisk. I starten blev flere kørere involveret i et uheld, der blandt andet sendte Mark Webber (Williams), der startede fra tredje position ud, og sendte Ralf Schumacher (Toyota) ind til et ekstra pitstop med en beskadiget forvinge. Virakken betød, at David Coulthard (Red Bull) fra en 12. plads kom helt på tredjepladsen og senere første han en kort overgang løbet. En drive-through straf for at køre for hurtig i pitten frarøvede ham dog muligheden for at slutte på podiet. Til sidst skulle løbet afgøres mellem Kimi Räikkönen (McLaren) og Fernando Alonso (Renault). Räikkönen havde tidligere i løbet flatspottet sit højre forhjul, og det forårsagede så kraftige rystelser, at forhjulsophænget brød sammen med bare én omgang tilbage. |
1: Alonso 2: Heidfeld 3: Barrichello 4: Coulthard 5: M. Schumacher 6: Fisichella 7: Montoya 8: Trulli |
2006 – Farvel til Europas Grand Prix |
| Årets løb skulle vise sig at blive det sidste Europas Grand Prix i den omgang, efter at Nürburgring havde været vært siden 1999. Løbet blev domineret af Michael Schumacher (Ferrari) og Fernando Alonso (Renault). Sidstnævnte startede fra pole og førte løbet indtil andet pitstop, hvor Schumacher var i stand til at blive ude et par omgange længere og presse sig forbi, hvorefter han hurtigt lagde luft til den forsvarende verdensmester. Det var første gang i 2006, at Ferrari viste sig markant hurtigere end Renault. Det udnyttede Felipe Massa også til at tage sin første podieplacering, selvom han mod slutningen blev presset hårdt af Kimi Räikkönen (McLaren). Se også hele vores løbsrapport |
1: M. Schumacher 2: Alonso 3: Massa 4: Räikkönen 5: Barrichello 6: Fisichella 7: Rosberg 8: Villeneuve |
Tysklands Grand Prix 1973
BANEN:
Nürburgring ligger i Eiffel-regionen i det sydvestlige Tyskland, cirka 90 kilometer sydvest for Köln og 60 kilometer nordvest for Koblenz. Bjergene i området betyder, at vejret er meget omskifteligt, og det er ikke usædvanligt med nedbør i løbet af en løbsweekend.
Oprindeligt blev Formel 1 kørt på den knap 23 kilometer lange Nordschleife. Det var en særdeles udfordrende bane – ikke kun på grund af sin længde, men også på grund af banens natur. Det var desværre også en farlig bane, og derfor er det en helt anden bane, der bliver kørt på nu.
Det er en godt 5 kilometer lang bane der byder på lidt af hvert. Flere steder når man op på hastigheder (kilde: www.formula1.com) på over 300 km/t med det hurtigste sted værende lige inden NGK chikanen, men også forenden af start-/mållangsiden, inden Dunlop Kehre, inden Michelin-kurven og inden Hatzenbach Bogen når hastighederne der opad.
Der er til gengæld også tre steder, hvor farten kommer under 100 km/t: i den nye Castrol-S kurve (langsomste sted på banen med cirka 75 km/t) lige efter start-/mållangsiden, i sving tre i den nye Mercedes Arena, og i Dunlop Kehre i bunden af banen.
| Banen | |
|---|---|
| Banenavn | Nürgburgring |
| By | Nürburg |
| Første Grand Prix | 29. juli 1951 |
| Antal Grand Prixer | 36 |
| Hjemmeside | www.nuerburgring.de | Rekorder |
| Banerekord - pole | 1:28.351 (Michael Schumacher, 2004) 209,763 km/h |
| Banerekord - løb | 1:29.468 (Michael Schumacher, 2004) 207,144 km/h |
| Hurtigste løb | 1t32:35.101 (Michael Schumacher, 2004) 200,159 km/h |
| Flest sejre | 5 (M. Schumacher) 14 (Ferrari) |
| Flest poles | 4 (J. Clark) 14 (Ferrari) |
| Flest hurtigste omgange | 5 (M. Schumacher) 13 (Ferrari) |
Specifikationer |
| Højdeforskel | 55,30 meter |
| Antal sving | 17 sving (7 venstre, 10 højre) |
| Banebredde | 14-25 meter |
Banen byder på en højdeforskel på godt 55 meter spændende fra 564,70 meters højde i Müllenbachschleife (området omkring Dunlop Kehre) til 620,00 meter over havets overflade ved starten af start-/mållangsiden.
Bredden af banen varierer fra 14 til 25 meter. Kigger man udelukkende på den nye 710 meter lange Mercedes Arena er det bredeste sted 15 meter. Denne sektion køres med en gennemsnitsfart på 185 km/t og de 30.000 tilskuere kan se bilerne i 17,4 sekunder.
Den gamle Nordschleife eksisterer stadig, og den er åben for alle, der har lyst til at køre en runde og snuse lidt til atmosfæren fra de gode gamle dage. En runde i egen bil eller motorcykel koster €16 og med mulighed for mængderabat, hvis man vil prøve at lære banen udenad.
FIAs banekort over Nürburgring
EN RUNDE MED ALEX WURZ
”Med fuld gas når man 290 km/t i sjette gear på det lige stykke med start og mål, inden der skal bremses hårdt i indgangen til Mercedes Arena, som er et skarpt hårnålssving til højre som får dig ned i første gear.”
”Derefter følger et langt 180 grader venstresving og et 90 grader højre, som bringer dig tilbage på det lige stykke.”
”Det gives gas og man kommer op igennem gearene ind i det hurtige venstre Valvoline Kurve, og bremser ned fra en hastighed på omkring 265 km/t i femte til 177 km/t i tredje for at komme igennem svinget. Der trykkes lidt på speederen og man kommer til Ford Kurve der tages i andet gear, der er et bumpet højresving der tages ved 104 km/t. I udgangen accelereres der ned af bakke til 297 km/t i sjette gear indtil farten sættes ned til 96 km/t i hårnålen i andet gear.”
”Det er meget vigtigt at tage en god linje igennem hårnålen så du kan presse hårdt og tidligt i udgangen af svinget. Op ad bakken på vej op til Michelin Kurve nås hastigheden 281 km/t, hvor trykket tages lidt af inden venstre-højre chikanen inden der bremses hårdt inden Michelin, hvor farten kommer ned på 136 km/t i det 90 grader venstresving.”
”Et lignende højresving, som er et af de vigtigste sving på banen følger som tager dig ind på langsiden der er på bagsiden. For fuld knald tages stykket der bøjer lidt til højre hvor man når 300 km/t i syvende gear som man nærmer sig Veedol-S chikanen, som er banens bedste overhalingsmulighed. Dette kræver igen en kraftig opremsning, idet man kommer fra den højeste hastighed på Nürburgring til bare 96 km/t i andet gear, hvor du må køre aggressivt over kantstenen for at få farten med igennem svinget.”
”Du accelerer ud af svinget trykker kort på speederen og kommer op på 225 km/t i fjerde gear inden bremsen berøres let inden det sidste sving. Dette tages ved 120m/t og hele kantstenen benyttes i udgangen i højresvinget som så bringer dig tilbage til langsiden og kan begynde en ny omgang.”