Baner - Monaco



Monaco


2024 Info
Land Monaco
Længde 3340 m
Antal omgange 78
Løbslængde 260.52 km


De seneste vindere på Monaco

År Kører Team Tid
2024 Charles Leclerc Scuderia Ferrari 2T23:15.554
2023 Max Verstappen Oracle Red Bull Racing 1T48:51.980
2022 Sergio Perez Oracle Red Bull Racing 1T56:30.265
2021 Max Verstappen Oracle Red Bull Racing 1T38:56.820
2019 Lewis Hamilton Mercedes-AMG Petronas 1T43:28.437
2018 Daniel Ricciardo Oracle Red Bull Racing 1T42:54.807
2017 Sebastian Vettel Scuderia Ferrari 1T44:44.340
2016 Lewis Hamilton Mercedes-AMG Petronas 1T59:29.133
2015 Nico Rosberg Mercedes-AMG Petronas 1T49:18.420
2014 Nico Rosberg Mercedes-AMG Petronas 1T49:27.661


De seneste pole positions på Monaco

År Kører Team Tid
2024 Charles Leclerc Scuderia Ferrari 1:10.270
2023 Max Verstappen Oracle Red Bull Racing 1:11.365
2022 Charles Leclerc Scuderia Ferrari 1:11.376
2021 Charles Leclerc Scuderia Ferrari 1:10.346
2019 Lewis Hamilton Mercedes-AMG Petronas 1:10.166
2018 Daniel Ricciardo Oracle Red Bull Racing 1:10.810
2017 Kimi Räikkönen Scuderia Ferrari 1:12.178
2016 Daniel Ricciardo Oracle Red Bull Racing 1:13.622
2015 Lewis Hamilton Mercedes-AMG Petronas 1:15.098
2014 Nico Rosberg Mercedes-AMG Petronas 1:15.989


Daniil Kvyat
Copyright Red Bull Photofiles
Monaco
Copyright Manor Racing

HISTORIE:

Nævn ordene 'Formel 1' og de fleste ikke-entusiaster tænker på biler, der kører rundt i snørklede gader og langs en havn – med andre ord Monacos Grand Prix. Det er der en grund til: de historiske rødder for løbet i Monte Carlos gader strækker sig helt tilbage til 1920'erne. Her følger historien, som 'Automobile Club de Monaco' ser den.

SVM, 'Monacos Cykelsportssammenslutning', der blev grundlagt i 1890 som en klub for cykelentusiaster i Monaco og omliggende områder, blev til SAVM, 'Monacos cykel- og Automobilsportssammenslutning', i 1907 i takt med den ubønhørlige fremkomst af biler.

Om formiddagen den 29. marts 1925 under en ekstraordinær generalforsamling med fremmøde af 55 SAVM-medlemmer, deklarerede Alexandre Noghès, som var præsident for foreningen, at "på grund af den evigt stigende størrelse af klubben, så skal dets navn ændres til Automobile Club de Monaco". Han tilføjede, at "cykling bliver mindre almindelig som sport." Forslaget blev stillet til hemmelig afstemning og vedtaget med 49 stemmer for, fem imod og én blank.

Ved at blive en "Automobilklub", blev sammenslutningen en del af en stor og mægtig familie, med hvert medlem repræsenterende glæden ved motorkørsel på nationalt niveau. Der manglede en ting for den fuldstændige indfrielse: adgang til AIACR, 'Sammenslutningen af anderkendte Automobilklubber', foreløberen for Fédération Internationale de l'Automobile (FIA). Anthony Noghès, som var generalkommisær, blev betroet jobbet med at tage 'Automobile Club de Monacos' ansøgning til Paris.

Han kom dog tomhændet tilbage, da herrerne i AIACR tog i betragtning, at selvom klubben godt nok organiserede sportsbegivenheder, så fandt de ikke sted inden for Monacos territorium.

35 årige Anthony Noghès besluttede da med såret stolthed og ungdommens beslutsomhed at påtage sig en ekstraordinær udfordring – at køre ræs i Monaco. Alt stod på spil for hans klub, hans far (Alexandre) og Jacques Taffe. Vigtigst af alt, han kunne ikke lade Prinsen, som var ærespræsident, i stikken.

Løbsbanen dengang var generelt den samme som i dag bortset fra svømmepølsektionen, som blev indviet i 1973. Men var ideen med at afholde et hurtigt løb i byen ikke en smule dumdristigt? Der var trapperne mellem Quai des Etats Unis og Quai Albert 1er, der skulle overvindes. Og flere trapper langs gasometerne at passere. Der var også brostenene og sporvognssporene mellem Condamine og Casinoet at tage i betragtning.

Anthony Noghès overvejede sine muligheder i to år, før han endelig besluttede at betro sig til den eneste mand, han kendte, som man kunne regne med ville give en fair og upartisk vurdering: Louis Chiron. Så snart den geniale Louis havde hørt Anthony Noghès' plan udbrød han: "fantastisk, pragtfuld, forbløffende!"

Seks måneder senere på den 14. april 1929 kunne Prins Pierre indvie det første Monacos Grand Prix med en omgang i en Torpedo Voisin kørt af Charles Faroux, løbsleder. Louis Chiron markerede sig med sit fravær ved startlinien, da den unge monegasker havde tilmeldt sig i Indy 500 løbet. Der var 16 biler på startgridden, hvor rækkefølgen var fundet ved lodtrækning: 8 Bugattier, 3 Alfa Romeoer, 2 Maseratier, 1 Licorne og en 1 Mercedes SSK.

En hvis englænder ved navn William Grover Williams, som ankom for sent til at tage del i den officielle prøvesession, stod op ved daggry om lørdagen og forbløffede alle tilskuerne med en uofficiel prøvekørsel. Williams forsatte og vandt Grand Prixet i en grøn 35B Bugatti i 3 timer, 56 minutter og 11 sekunder med en gennesnitsfart over 100 omgange på 80,194 km/t. Løbet var en fænomenal succes.

Den 19. april 1932 åbnede Sir Malcolm Campbell det andet Monacos Grand Prix bag rattet på en superb sort aluminiums Rolls Royce Torpedo. Folkemængden heppede af hele deres hjerte på den mand, som kort tid inden havde slået hastighedssrekorden på land med 408,621 km/t i sin nu berømte Bluebird.

Fra 1938 til 1947 kunne Grand Prixet ikke blive afhold både på grund af finansielle vanskeligeheder og mangel på deltagere såvel som det forværrede internationale klima.

Endelig på den 16. maj 1948 hørtes det næsten glemte brøl af motorer, endnu engang i fyrstedømmets gader. Prince Louis II døde dog den 9. maj 1949 og Grand Prixet blev ikke afholdt det år. På den 21. maj 1950 vandt en argentisk kører, den længe savnede Juan Manuel Fangio (femdobbelt verdensmester), det 11. løb. Året efter var løbet igen aflyst på grund af budgetbekymringer, og fordi reglerne for nye hurtigere biler endnu ikke var blevet udformet.

Det 12. Grand Prix blev holdt på foranledning af Hans Durchlauchtighed Regentprinsen. Det blev imidlertid kørt med sportsvogne da de internationale regler endnu ikke var blevet færdige. I 1953 og 1954 blev Grand Prixet af samme årsag heller ikke afholdt.

Den 21. maj 1955 blev det 13. Monacos Grand Prix afholdt på dens gamle bane og har været afholdt hvert år siden.

Selvom banen i Monte Carlos gader er blevet ændret adskillige gange siden 1950, så er det i det store hele stadig den samme bane, der køres på.

Monte Carlo har også budt på sin del af spektakulære situationer. Således lykkedes det Alberto Ascari at køre i havnen under løbet i 1955, hvor han dog heldigvis kom stort set uskadt fra situation, for så at blive dræbt ved en anden ulykke kort tid efter. Monte Carlo var også rammen om et van(d)vittigt løb i 1996, hvor kun fire biler kom gennem to timers kamp mod regnen med Olivier Panis i en Ligier som sejrherre – i øvrigt den eneste sejr i sin karriere.

Kongen af Monacos Grand Prix må uden tvivl være Ayrton Senna, der blandt andet vandet løbet fem gange i træk fra 1989 til 1993, selvom det i 1992 holdt meget hårdt, idet Nigel Mansell kom ud lige efter Senna efter sit sidste pitstop. Mansell var i den klart hurtigste bil og med helt friske dæk, men alligevel var det umuligt at finde et hul forbi brasilianeren. Dermed blev Mansells sejrsstime med sejre i de første fem løb i sæsonen brudt. 12 år senere skulle det samme ske for Michael Schumacher.

Af de nuværende kørere er det Michael Schumacher, der er den suverænt mest vindende med fem sejre (det samme som Graham Hill), men han har dog ikke vundet siden 2001.

Til gengæld var der bonus til Schumacher i 1997, hvor vejret spillede en afgørende del af løbet. En halv time før start begyndte regnen at vælte ned, og kørerne stillede til start på alt fra tørvejrsdæk (Williams og McLaren) til deciderede regnvejrsdæk (for eksempel Schumacher). Det sidste gav bonus, og allerede efter 11 omgang var han 30 sekunder foran Rubens Barrichello på andenpladsen.

BANEN:

Monte Carlo-banen er stort set alt det, som alle de andre baner ikke er. Det er en snørklet bane, som stiller ekstreme krav til bilernes evne til at suge sig fast til asfalten. Samtidig betyder banens status til daglig som almindelig gader, at den er usædvanlig beskidt og fedtet – specielt om torsdagen.

Til gengæld er fordelen ved en kraftig motor væsentlig mindre end på mange af de andre baner. Det så man for eksempel i 2002, hvor David Coulthard vandt på trods af, at Mercedes-motoren i McLaren-raceren ikke kunne matche Ferrari- og BMW-motorerne.

Et andet kendetegn ved banen er afkørselsmulighederne – eller rettere mangel på samme. Det er stort set kun i forbindelse med Sainte Devote efter start-/mål-"langsiden", at der er en mulighed for at redde sig ud af en kritisk situation, som man blandt andet så det i 1997, da Michael Schumacher missede bremsepunktet og i stedet for at satse tog en snurretur og kunne fortsætte på vej mod sin sejr.

De meget særprægede og vanskelligeforhold forhold samt det faktum, at der er kontant afregning ved kasse 1 for fejltagelser, betyder, at det også er en bane, der stiller store krav til kørerne. Det er ikke uden grund, at når man kigger listen af vindere igennem, at alle de store mestre er repræsenteret, mens de mere ukendte kørere stort set er fraværende – man vinder ikke Monacos Grand Prix udelukkende ved at være på det rette sted på det rette tidspunkt, med Olivier Panis i 1996, som undtagelsen, der bekræfter reglen.

Tager man en runde på banen, så starter man med at køre op mod Sainte Devotte, hvor man når op på over 260 km/t, hvilket går start-/mållangsiden til det tredjehurtigste sted på banen.

Sainte Devotte er et 90 graders sving, og i udgangen af det er også pitudkørslen (bemærk at FIAs banekort stadig viser den gamle korte pitudkørsel), hvorefter kørerne kommer ud på Beau Rivage, der via et relativt hurtigt venstresving fører op til det berømte casino. Undervejs når bilerne en fart på godt 270 kilometer i timen.

Efter Casino går det videre via et 90 graders højresving mod den langsomste del af ikke bare banen, men for hele Formel 1-kalenderen. Det starter med det skarpe Mirabeau, hvor kørerne er nede på 80 km/t - videre til Grand Hotel Hairpin (45 km/t), hvor der ofte er kaos i starten – og til sidst gennem de to 90 graders højresving ved Portier.

Ved udgangen af Portier køres der med godt 60 km/t, hvorefter speederen ryger i bund gennem tunnelen, der med godt 280 km/t er banens hurtigste sted og det mest oplagte overhalingssted. Mulighederne for at komme forbi en af konkurrenterne forværres dog betydeligt af, at strækket af sluttes af den såkaldte 'Nouvelle Chikane' (den der blev tilføjet i 1986), hvor det er svært at få to biler gennem svingkombinationen på samme tid.

Efter chikanen er der et kort stræk op mod Tabac, hvor det går skarpt til venstre med omkring 140 km/t inden kørerne når til Swimming Pool sektionen, der er en relativ hurtig dobbelt S-kombination. Afslutningen af omgangen består af det dobbelte højresving Rascasse og et kort stræk frem til Anthony Noghès chikanen, der markerer starten på start-/mållangsiden.

Banen
Banenavn Circuit de Monaco Automobile Club de Monaco
By Monte Carlo(Monaco)
Tidszone Samme tid som Danmark
Første Grand Prix 21. maj 1950
Antal Grand Prixer 74
Hjemmeside www.acm.mc //
Rekorder (2003 Layout)
Banerekord - Pole 1:13.556, Sebastian Vettel(2011)
Banerekord - Løb 1:17.939, Lewis Hamilton (2016)
Hurtigste løb 1T40:29.329, Fernando Alonso(2007)
Årets Løb
Omgangslængde 3,337 km
Omgange i løbet 78
Løbsdistance 260.286 km