Norris: God kvalifikation dækker over dårlig bil

Alle går rundt og tror, at McLaren har en god bil, fordi Carlos Sainz og Lando Norris kvalificerer sig relativt godt til løbene. Men desværre er bilen ikke så god, som man umiddelbart burde tro.

Italiens Grand Prix 2019 . Copyright McLaren

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 15/11 2019 klokken 12:11

McLaren synes at være „best of the rest“ i 2019. Inden sæsonens to sidste løb ligger McLaren 38 point foran nærmeste konkurrent, nemlig Renault. Men det skyldes kun kvalifikationerne, siger Lando Norris.

"Bare fordi vi kvalificerer os godt, så tror alle, at vi også har en god bil i løbet – men sådan hænger det ikke sammen", mener Norris.

McLaren har som regel en stor fordel ved at kvalificerere sig relativt langt fremme, fordi topteamsene så kører hurtigt væk under løbet, og McLaren derfor som regel har fri bane og ikke kører i såkaldt ”dirty air” – altså lufthvirvler fra forankørende biler.

Under løbene, mener Norris, er Renault normalt hurtigere – og andre teams som Racing Point mindst lige så hurtige som McLaren.

Problemerne med bilen er mere tydelige, når rækkefølgen er omvendt: "[Når vi starter længere tilbage], har vi mange problemer og kan tydeligt mærke, at vi ikke er så hurtige [som de andre], når de kører bag os. Vi har ingen fordel.“

Men hvorfor er McLaren-bilen langsommere under løbet og hurtig i kvalifikationen? "Det grundlæggende problem er, at bilen er svær at køre", siger Norris uden at sammenligne med andre biler. "Under kvalifikationen viser bilen, hvad den rent faktisk kan og burde, når den kører på ældre dæk. De nye dæk [til kvalifikationen] slører billedet.“

Umiddelbart lyder det lidt som de samme problemer, som Haas har haft hele sæsonen: God kvalifikation men håbløs i løbene.

Andreas Seidl er grundlæggende enig med Lando Norris: "Vi har ikke noget, der gør os hurtigere end Renault. Vi bliver nødt til at forbedre bilens kvalifikationspakke og ikke bare ændre lidt på setuppet. Så bliver bilen også bedre i løbet."

Med to løb tilbage kommer der nok ikke til at ske de store ændringer på bilen. Her kan McLaren altså tage Haas i hånden og arbejde på den nye bil til næste sæson.

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Alonso “Verstappen er den bedste i F1” Brasilien GP: 1. frie træning - våd oplevelse og r »