Haas skifter chassiset – Magnussen starter fra pitten

Kevin Magnussens crash under kvalifikationen gik værre ud over bilen end forventet, og mekanikerne måtte på overarbejde. Alternativet ville være at starte som nr. 15.

Kevin Magnussen . Copyright Haas F1

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 9/6 2019 klokken 16:06

Kevin Magnussen sørgede for lidt vel meget action, da han ramte „Wall of Champions“ og fik kvalifikationen standset. Magnussen lå ellers til at komme videre på en 10. plads, men hans uheld betød, at hans kollega Romain Grosjean ikke fik mulighed for at kvalificere sig i top 10 - lige som Max Verstappen heller ikke gjorde.

"Bagenden skred ud, og jeg berørte muren", forklarede Magnussen efter kvalifikationen. Selve mødet med muren var ikke så hårdt. Men: "Desværre gik fælgen i stykker, dækket røg af, og jeg blev katapulteret over i den modsatte side."

Egentlig kunne Magnussen starte fra plads nr. 15, hvis det kun var gearkassen, der skulle skiftes. Men Haas mener ikke det er en videre god idé, da han alligevel skulle være startet på de bløde dæk, hvilket ville være dårligt for løbsstrategien. Ved at skifte bilen mere eller mindre komplet kan teamet og Magnussen frit vælge dæk og samtidigt ændre på bilens opsætning – dog inden for rammerne af reglementet.

Kevin pådrog sig ganske vist ingen skader som følge af sit uheld, men der er alligevel noget andet, der gør ondt: For det første starter han sidst, men for det andet har han meget ondt af mekanikerne. "Sådan en fejl betyder, at mekanikerne må på natarbejde. De får absolut ingen søvn", fortæller Magnussen.

"Jeg har virkelig ondt af dem - ikke kun fordi det koster os et godt resultat, men også fordi de bliver nødt til at arbejde hele natten. Og med „hele natten“ mener jeg hele natten…“. "Det er en kæmpe nedtur," afslutter Magnussen.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Canadas GP: Kvalifikationen LIVE. Vettel tager pol Canadas GP: Løbet LIVE - Hamilton vinder »