-->

Ferrari: Silverstone passer ikke til vores bil

Ferraris teamchef Mattia Binotto er pessimistisk, inden turen går til Silverstone i denne uge: Bilen passer nemlig ikke særlig godt til den historiske bane, mener han.

Ferrari . Copyright Ferrari

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 9/7 2019 klokken 16:07

Ferrari har ikke de store forhåbninger til Storbritanniens grand prix, og derfor må det italienske team nok vente lidt længere på, at sæsonens første løbssejr kommer i hus.

Sidst en Ferrari vandt et grand prix, var med Kimi Räikkönen i 2018 i USA, og der ser ikke ud til at være udsigt til en ny løbssejr i nær fremtid, hvis du spørger Binotto:

"Silverstone passer ikke særlig godt til vores bil", udtaler Binotto. "Men vi har dog tidligere set, hvordan de forskellige teams styrker kan ændre sig lynhurtigt uden varsel."

Med andre ord mener Binotto, at der skal ske force majeure-agtige ting på banen, før Ferrari har en chance for at vinde. Det kunne være uforudsigeligt vejr, uforudsigelige dæk, uforudsigelige problemer for de andre teams osv.

Ferrari har heller ikke nye aerodynamik-dele med til England. Binotto siger: "Vi har ingen nye aerodynamik-komponenter med. Vi arbejder fortsat på at forbedre vores bil."

Silverstone kan dog alligevel blive et vigtigt skridt i Ferraris udviklingsarbejde, for efter løbet vil teamet samle op på sit arbejde indtil nu og vurdere processen.

Binotto er dog forsigtig optimist, når det kommer til udvikling af bilen: "Trods alt har vi formået at lukke lidt af hullet til konkurrenterne på bestemte baner."

Men de ”bestemte baner” inkluderer åbenbart ikke Silverstone i denne omgang…

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Gasly tæt på fyring Breaking: McLaren bekræfter Sainz og Norris for 20 »