Pirelli annoncerer dækcompounds

Om en uge starter årets Formel 1-sæson i Australien. Den har været ventet, og allerede nu ser det ud til, at sæsonen bliver hurtigere end 2014. Pirelli har annonceret dækcompounds til de første fire løb.

Pirelli dæk . Copyright Pirelli

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 4/3 2015 klokken 20:03

Pirelli lover, at deres dæk til 2015 sæsonen bliver hurtigere og mere modstandsdygtige overfor graining end sidste års dæk.

"Sidste års produkt var baseret på de simulationsdata, vi modtog fra holdene. I løbet af sæsonen indsamlede vi en masse data, og vi opdagede, at dækkene blev for varme på visse dele af trædefladen. Vi besluttede derfor at udvikle en ny konstruktion, som har en bedre fordeling af varmen og dermed længere levetid," udtaler Mario Isola, Pirellis løbschef.

"Slitage karakteristikken vil være bedre, og samtidig vil dækkene have lidt mere greb på vej ud af svingene. Kørerne vil være i stand til at komme på gassen lidt tidligere end sidste år."

Baseret på dækkenes konstruktion forudser Pirelli, at omgangstiderne i år vil være 2-3 tiendedele hurtigere end sidste år.

Fælles for sæsonens første fire løb er, at Medium-dækket bruges ved alle løb. Ellers står den på tre Soft og et enkelt Hard-dæk til de oversøiske løb.

Se oversigten nedenunder.

Grand Prix Dæktype 1 Dæktype 2
Australien Soft Medium
Malaysia Medium Hard
Kina Soft Medium
Bahrain Soft Medium

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Schumacher mod Jønck Bliver der noget australsk GP? »