• Forside

Jordan driller Force India

En mildest talt bizar sag er kommet os for øre. Tidligere teamchef, Eddie Jordan, der solgte sit team til Midland, er begyndt at lægge hindringer i vejen for Force India, som har til huse i hans gamle fabrik.

Eddie Jordan. . Copyright Jordan Media

Af: (@bmf1.dk) d. 26/3 2008 klokken 09:03

Han var en af de sidste uafhængige team-ejere i sporten, og hvor Eddie Jordan kom, var underholdningen garanteret. Nu er han så åbenbart blevet bitter på Force India, tidligere Spyker og før det Midland, som Jordan solgte sit hold til.

Ifølge det schweiziske magasin Motorsport Aktuell, gør Jordan alt i sin magt for at forhindre Force India-medarbejdere adgang til fabrikken. Sagen er, at den karismatiske irlænder stadig ejer visse områder omkring selve fabrikken. Bygningerne ligger i Silverstone, og det er her sagen har taget en underlig tvist.

Eddie Jordan skulle ifølge rapporter have forsøgt at sælge et stykke land til netop Force India, et område der giver direkte adgang til fabrikken. Men sådan spiller klaveret ikke, mener Vijay Mallya og Michiel Mol.

Nicolas Kiesa var en af de kørere, der oplevede at sidde i en Jordan

De nægter at købe området, og Jordans svar var at hyre en lastbil fuld af cement og dumpe indholdet på indkørslen til fabrikken. Da Force India teamet kom tilbage fra Malaysia, gjorde de store øjne, da de så den enorme mængde beton ligge foran indgangen.

Eddie Jordan udtaler onsdag: "Jeg blev nødt til, at stå ved mine meninger, de bliver nødt til at komme og tale med mig. jeg har betalt for vejen og lagt den på min grund."

"Jeg har ingen problemer med Mallya, det er dem der styrer forretningen der ikke ønsker at tale."

Ifølge Eddie Jordan, har han forsøgt i to år, at få ejerne af fabrikken til at åbne op for muligheden, for at tale sammen omkring køb af resten af området.