• Forside

Kommentar: McLaren har fortjent sine tæsk

McLaren indrømmer nu, hvad enhver tilskuer har vidst hele tiden: Hamilton og Alonso kørte i det meste af 2007-sæsonen i en ombygget, sølvsort Ferrari. Dette er intet mindre end en falliterklæring og til skade for Formel 1. Læs vores kommentar til indrømmelsen.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 15/12 2007 klokken 19:12

Kommentar:

I går meddelte McLaren i et memorandum, at teamet undskylder, og dermed erkender, at de hemmelige dokumenter, som blev stjålet fra Ferrari og videregivet til McLaren, har været mere udbredte i teamet, end man hidtil har villet stå ved.

Når man læser McLarens memorandum til FIA, den internationale motorsportsorganisation, røres man i hjertet over den inderlighed og ærlighed, som skrivelsen strømmer over med. McLarens direktør Martin Whitmarsh er helt nede på sine grædende knæ. Eller stikker der noget andet under?

Her ses Pedro de Rosa i en Ferrari MP 4-22 i Barcelona.

Således undskylder direktøren dybt, at McLaren overhovedet tillod sig at tvivle på FIA’s konstatering af simple facts, selvom han ikke vil tilslutte sig hele rapporten.

”Vi indrømmer ikke alle aspekter af rapporten… men accepterer den centrale konklusion: at visse Ferrari-dele er blevet forelagt os via Nigel Stepney og Mike Coughlan, direkte eller indirekte, til andre personer indenfor McLaren end Pedro de la Rosa og Fernando Alonso.”

”Vi er kede af, at vores forståelse af disse kendsgerninger mere er blevet forstærket som følge af FIA’s undersøgelser, end af vores egen efterforskning.”

Hvor mange McLaren-dele er "lånt" hos Ferrari. Her er det Alonso under løbet på Istanbul Park 2007.

”Vi undskylder uforbeholdent, hvis vores uvidenhed om nogle af disse kendsgerninger har vildledt ’World Motor Sport Council’, og vi kan kun forsikre Dem om, at dette aldrig har været vores intention.”

Hvor rørende!

På pinagtig vis undskylder Whitmarsh herefter hele miseren med, at det alt sammen foregik midt i en tumultagtig sæson og under stort tidspres. McLaren var, ifølge Whitmarsh, mere fokuserede på at tilfredsstille egne håb og ønsker om, at ingen Ferrari-dele blev benyttet på Hamiltons og Alonsos biler, end at bidrage til efterforskningen.

Hvilket himmelråbende eksempel på inkompetent ledelse af et ellers hæderkronet Formel 1-team. Kan et tidspres undskylde en skyhøjt betalt ledelse for at lukke øjne og ører for det, som alle råbte ind i hovedet på dem: Something is rotten in the team of McLaren…

Fra alle sider blev McLaren bombarderet med beskyldninger om at teamet lukkede både ører og øjne for kendsgerningerne, men med den selvretfærdige Ron Dennis i spidsen, opførte ledelsen sig arrogant, mopset og hånligt afvisende overfor enhver beskyldning om urent trav.

Men nu kommer ledelsens krybende indrømmelser altså. Det kan synes godt for sporten i almindelighed, men er det derfor McLaren nu står og hulker? Næppe.

Martin Whitmarch, CEO hos McLaren.

Således hedder det videre i memorandummet: ”Bortset fra den moralsk, udmarvende konsekvens internt i teamet, er dets mulighed for at fortsætte sit arbejde med at generere investeringer (finde sponsorer, red.) nu praktisk talt umuligt.”

”Konsekvensen (af hele affæren, red.) er på langt sigt meget mere ødelæggende… for teamet end den skade, som bøden har givet os (FIA’s bøde på ca. en halv mia. dollars, red.).”

Dear Mr. Whitmarsh and Mr. Dennis: I ligger, som I har redt. Og hvor har I fortjent det.

Det er utvivlsomt, at sagen nu skal lægges død. Ingen skal i næste sæson kunne påstå, at McLarens bil er en ombygget, sølvsort Ferrari – som noget altså tyder på har været tilfældet i 2007.

Således mindes man Ferraris præsident, Luca de Montezemolos, udtalelser, da han en måned før afslutningsbraget i Brasilien udtalte, at uanset udfaldet af løbet, så ville det under alle omstændigheder være en Ferrari, der vandt mesterskabet.

De tre områder, som McLaren nu tvinger sig selv til at sende i graven, er dels et nyt hurtigt gearskiftesystem, dels et hurtigt påfyldningssystem samt brugen af CO2 i dækkene. Disse tre udviklingsområder, mener FIA, stinker fælt af rød Ferrari.

McLaren har derfor bekendtgjort, at teamet ikke ønsker at gøre brug af teknologi, som kan komme under mistanke om at stamme fra Ferrari-dokumenterne.

Selverkendelse eller simpel nød? Har man nu erkendt, at renommeet har fået så dybe ridser i lakken, og at der nu må reddes, hvad reddes kan, inden flere sponsorer forlader den synkende skude?

Er McLaren på vej ud i økonomiske uføre? Her er Hamilton i gruset på Nürburgring.

McLaren har i hvert fald måttet konstatere, at det spanske forsikringsselskab, Mutua Madrileña, har valgt at forlade McLaren som sponsor, efter kun et enkelt år, til trods for en kontrakt på to år, så man kan med god ret spørge sig selv, om krisen er begyndt at kradse hos McLaren?

Set udefra har vi været vidne til en stærkt hørehæmmet og svagtseende McLaren-ledelse, der, som de eneste i denne verden, lukkede øjnene for kendsgerninger, der, som et andet Petronas Twin Towers, tårnede sig op foran dem.

Men McLarens fornærmede og overlegne attitude er forsvundet, som dug for solen. Spørgsmålet er blot, om det skyldes de truende, økonomiske uvejrsskyer, sponsorflugt eller om det er passionen for en redelig sport.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER