Selv om Renault og Red Bull var sammen om at vinde Formel 1-verdensmesterskabet fire gange i træk fra 2010 til 2013, er samarbejdet lagt i graven næsten år. Red Bull skifter som bekendt til Honda, og Renault fortsætter som fabriksteam og med at levere motorer til McLaren.
Red Bull har de seneste år kritiseret Renault i kraftige vendinger, og derfor er den franske producent ikke ked af, at samarbejdet med Red Bull nu er slut.
"På den ene side er det trist at afslutte samarbejdet, men på den anden side er vi glade for det, da Red Bull altid kom med negative udmeldinger i medierne, og vi blev så nødt til at reagerer på det", siger motorsportschefen hos Renault Cyril Abiteboul til ”Motorsport-Total.com”. "Der var aldrig tale om et fair samarbejde, fordi Red Bull var meget mere frembrusende i deres mediekommunikation, end vi var."
”Red Bull vendte og drejede fakta, som det passede dem. I den nuværende medievirkelighed bliver udmeldingernes voldsomhed og kommunikationstype på et eller andet tidspunkt accepteret som sandhed,” siger Abiteboul.
Og netop derfor er franskmanden glad for, at samarbejdet med Red Bull endelig er overstået. Han accepterer dog en del af kritikken: "Vores motor har ikke haft det niveau, som vi gerne ville have. Men den er heller ikke så ringe, som man umiddelbart skulle tro. Næste år bliver den meget bedre."
Renault har i mange år haft fordel af de data, som de fik fra Red Bull. Men at disse data ikke længere er til rådighed, er den franske motorproducent ikke så ked af. Abiteboul forklarer: "Det var de år, hvor vi var i en opstartsfase. Vores team kunne se, hvad man kunne opnå med motoren [red.: vinde Grand Prix’er]. I den forbindelse har vi både samlet positive og negative erfaringer."
Italiens Grand Prix 2018. Brendan Hartleys racer samles op lige inden første sving.
Copyright Red Bull Contentpool
Renault er nu helt klar over, hvordan motoren og chassiset arbejder sammen, teamet har fået større erfaring og har ikke længere brug for data fra Red Bull.
"Nu kan vi få bygget vores egen kommunikation bedre op, forbedre vores image, forvalte opgaverne og bestemme, hvor vi vil investere", fortsætter Abiteboul. "Desuden har vi nu mulighed for at anvende vores helt egen udviklingsstrategi."
Renault har taget fuldstændig kontrol over deres operationer i kongeklassen, og det giver en stor fordel, mener motorsportschefen. "Det er en af grundene til, at vi er vendt tilbage som fabriksteam", siger Abiteboul.